Tidligere har man været vant til at se Marcel Kittel vinde masser af cykelløb som en af sportens bedste sprintere.
Men sådan har det ikke været i et stykke tid, og det tager den tyske rytter nu konsekvensen af.
Han stopper med øjeblikkelig virkning på cykelholdet Katusha, der har accepteret opsigelsen.
- I de seneste to måneder har jeg haft en fornemmelse af at være udmattet. I øjeblikket er jeg ikke i stand til at træne og køre på højeste niveau.
- Af den årsag har jeg besluttet at tage en pause, bruge tid på mig selv, tænke over mine mål og lave en plan for min fremtid, siger Kittel til holdets hjemmeside.
Kittel har kørt for Katusha i halvandet års tid.
/ritzau/