En af de helt tunge Hollywood-legender, Kirk Douglas, døde i går 103 år gammel. Hans søn, 75-årige Michael Douglas, skriver på sin Instagram:
"For verden var han en legende, en skuespiller fra filmens gyldne tidsalder, der levede langt ind i sine gyldne år, en humanist, hvis engagement i retfærdighed og de sager, han troede på, satte en høj standard for os alle at stræbe efter..." Han skriver videre:
"Men for mig og mine brødre, Eric, Joel og Peter, var han ganske enkelt far. For Catherine (skuespilleren Catherine Zeta-Jones, red.) en vidunderlig svigerfar, for hans børnebørn og oldebarn en kærlig bedstefar, og for hans hustru, Anne, en vidunderlig mand..."
"Spartacus" fra 1960 gav ham en ikonisk status, men han har lavet rigtig mange film i sin karriere og var i det hele taget aktiv lige til det sidste – bl.a. som blogger.
Selv om han betragtes som en af de største skuespillere gennem tiden, så lykkedes det aldrig for Kirk Douglas at vinde en såkaldt performance Oscar, selv om han tre gange var nomineret som Bedste Mandlige Skuespiller.
Til gengæld modtog han i 1996 en æres-Oscar for 50-års anerkendelse i filmbranchen.
Derudover høstede han adskillige andre prestigefyldte priser.
Han var gift med Anne Buydens, som nu er 100 år. For seks år siden fejrede de diamantbryllup. Skuespilleren giftede sig to gange og fik fire børn.