Tyveri af børn med henblik på videresalg har nu kostet to kinesere livet. En 55-årig og en 27-årig er dømt til henrettelse i Kina. Det skriver det kinesiske nyhedsbureau, Xinhua.
De to har igennem flere år stjålet børn og solgt dem videre. Det har især været drengebørn som de så har solgt videre til barnløse bondefamilier.
Den 57-årige stod anklaget og blev dømt for at have bortført ni børn i perioden fra 1999 til 2005. Det er dog kun de fem af dem, der efter sagens afslutning er blevet genforenet med deres forældre.
"Resten er blevet befriet af politiet, men har ikke fundet deres forældre," lyder det i en erklæring fra den kinesiske højesteret.
Den 27-årige blev dømt for bortførelse af seks børn, og der mangler én stadig at komme hjem til sine forældre.
Det er et stigende problem i Kina, at børn bliver brugt som handelsvare. Tusindvis af kinesiske børn forsvinder hver år fra deres forældre.
Køberne af disse børn er både bønder og kriminelle. Bønderne bruger drengebørnene til hårdt fysisk arbejde i landbruget, mens de kriminelle bruger børnene som tiggere.
Siden april har det kinesiske politi befriet i alt 2008 bortførte børn.