Kina frygter, at budgetstriden i USA kan gøre alvorlig skade på den kinesiske økonomi, da kurserne falder på børserne i både Asien og Europa som følge af den fortsatte krise i Washington.
Den kinesiske vicefinansminister, Zhu Guangyao, siger, at han er dybt bekymret over den manglende enighed om en amerikansk finanslov, der har ført til lukninger af dele af USA's statslige sektor.
Hang Seng-indeksen på børsen i Hongkong faldt mandag med 0,71 procent som følge af budgetkrisen, mens Tokyos Nikkei-indeks faldt med 1,22 procent. I London og Frankfurt faldt kurserne henholdsvis 0,82 procent og 1,13 procent.
- Uret tikker i USA, siger den kinesiske vicefinansminister og påpeger, at den amerikanske dollar udgør en større del af andre landes valutareserver end nogen anden valuta.
- Mange frygter, at USA ikke har penge nok til at betale dets regninger, hvis politikerne i Washington ikke inden den 17. oktober når til enighed om at hæve det såkaldte gældsloft. Vi håber, at amerikanerne undgår en sådan situation, siger Zhu Guangyao.
Zhu understreger, at det ikke kun drejer sig om amerikanske investeringer i Kina, men om hele arbejdet med at skabe en ny global økonomiske opgang, og han pointerer, at USA og Kina har fælles interesser.
Handlen mellem de to lande har en årlig værdi på 500 milliarder dollar, og Zhu nævner også, at Kina sidder på "et meget stort antal amerikanske statsobligationer.
Fejden mellem Demokraterne og Republikanerne har øget usikkerheden om, hvorvidt det vil lykkes at nå til enighed om en forhøjelse af det statslige gældsloft i USA. Sker det ikke, vil amerikanerne teknisk set gå bankerot inden udgangen af oktober.
USA er fortsat præget af en begrænset nedlukning af statsapparatet, men dog i mindre grad, da 350.000 er vendt tilbage til arbejdet efter tvungen orlov.
Nedlukningen blev et faktum, da politikerne natten til 1. oktober ikke havde nået en aftale om næste års budget.
/ritzau/AFP