Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er tirsdag formiddag lokal tid ankommet til Beijing i tog.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kim Jong-un satte allerede mandag kursen mod Beijing. Han var ifølge det nordkoreanske statsmedie KCNA ledsaget af sin hustru og en række topembedsmænd i et specialbygget tog.
Tirsdag formiddag lokal tid - lidt før klokken fire natten til tirsdag dansk tid - ankom Kims karakteristiske mørkegrønne tog på banegården i Beijing, skriver Yonhap.
Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua bekræfter tirsdag, at der er planlagt et møde mellem Kim Jong-un og Xi Jinping.
Det tilføjes ikke, hvad der er på dagsordenen for mødet.
Det uannoncerede besøg i Kina er kommet i stand efter en invitation fra den kinesiske præsident.
Ifølge sydkoreanske medier krydsede Kim Jong-uns tog Kinas grænse sent mandag aften ved byen Dandong.
Det er fjerde gang, at de to ledere mødes. De mødtes første gang i marts sidste år - mere end seks år efter, at Kim Jong-un havde erstattet sin far som styrets leder, skriver AFP.
Det isolerede styre har gennem det seneste år vist tegn på åbenhed og lyst til dialog.
Således mødtes Kim Jong-un og USA's præsident, Donald Trump, i juni sidste år ved et historisk topmøde i Singapore.
Her blev de to ledere enige om at arbejde frem mod en atomafrustning af Den Koreanske Halvø.
Den nordkoreanske leder sagde senest i sin nytårstale, at han er klar til at mødes med Donald Trump igen "når som helst".
Han advarede dog samtidig præsidenten mod at opretholde de økonomiske sanktioner mod styret, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Eksperter vurderer, at Kims besøg i Beijing er et signal til netop den amerikanske præsident.
- Både Xi og Kim ser værdien i at koordinere deres position før Trump-Kim-topmødet. Det lader til at være et mønster, siger Bonnie Glaser, seniorrådgiver ved Center for Strategic and International Studies, til AFP.
- Kim vil også have Kinas hjælp til at få ophævet de internationale sanktioner, tilføjer hun.
/ritzau/