TV 2-værten Cecilie Beck kan ikke dyrke sin elskede sport; tennis.
Hun fik nemlig en fibersprængning i en tenniskamp, og der går fem uger, før hun igen kan gribe ketsjeren:
- Det er som at være i et fængsel. Så lige nu kan man se mig cykle rundt i hele København. Jeg har det bare bedst, når jeg bevæger mig, fortæller Cecilie Beck til Billed Bladet.
Sommeren for den 47-årige tv-vært har indtil videre budt på en tur til Roskilde Festival, hvor hun sammen med datteren Frida blandt andet så koncerten med den amerikanske popsnedker Bruno Mars.
Ellers går turen til hendes yndlings-ø:
- Foruden Roskilde Festival skal jeg til Mallorca, hvor jeg har en masse venner. For første gang skal jeg dertil uden mine døtre, Astrid (21 år, red.) og Frida (17 år, red.), for de er blevet så store, at de har andre planer, siger Cecilie Beck, som regner med, at der i ferieplanerne også bliver plads til en tur til Anholt.