Tv-værten Michèle Bellaiche forlod "Go' aften Danmark" i januar, og nu fortæller hun til BT, hvad hun blandt andet skal lave fremover.
Hun er blevet hyret som kreativ direktør af virksomheden LivePeople. LivePeople er nystartet og beskæftiger sig med foredragsvirksomhed.
- Idéen er født over mange år. Når man som jeg har siddet og hørt folks historier og interviewet folk, der ved en masse inden for deres felt - enten fordi de har prøvet det barskt på deres egen krop eller fordi de har forsket sig til en masse viden, har man tit tænkt, at man godt kunne høre på dem i mere end ti minutter, fortæller Michèle Bellaiche til BT.
Hun har selv holdt foredrag og været konferencier, og fortæller, at hun har oplevet folk med noget på hjertet, som de ikke har været gode til, at komme ud til et publikum med.
- Det vil jeg gerne hjælpe dem med, siger hun.
Siden hun forlod "Go' aften Danmark" har hun arbejdet med dokumentar-udsendelse, der sendes til efteråret på TV 2.
Og netop TV 2 slipper Michèle Bellaiche ikke:
- Det har været svært at sige farvel til "Go’ Aften Danmark", og jeg har været rigtig glad for det. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde en spirende fornemmelse af at ville prøve noget andet. Men jeg er jo utrolig glad for at lave tv - det er også derfor, jeg vil fortsætte med det et godt stykke tid endnu, siger hun.
Michèle Bellaiche skal blandt være weekend-vært på "Go' morgen Danmark" i august.