Efter flere års underskud blev Indslev Bryggeri i sidste uge erklæret konkurs. Nu er det fynske bryggeri, der blev grundlagt tilbage i 1897, reddet fra lukning.
Kendt bryggeri er erklæret konkurs
Indslev Brygger er tirsdag eftermiddag blevet overtaget af Vestfyen fra Assens.
- Jeg har været i dialog med Bryggeriet Vestfyen i nogle dage, og det var kun mindre detaljer, der skilte os til sidst, siger boets kurator og advokat Mads Danielsen fra Codex Advokater til Fyens.dk.
Mediet Fødevarewatch skriver, at den nye ejer har betalt et hemmeligt beløb for at overtage alle aktiviteter i det konkursramte bryggeri.
- Vi kunne på jungletrommerne forstå, at de ville splitte det ad, så udstyr osv. blev solgt hver for sig, og hvis vi reagerede hurtigt, ville vi kunne købe det hele samlet. Vi afleverede det, som så har vist sig at være det bedste bud, og det er nu vores plan at drive det videre, stort set som det hele tiden har kørt, siger administerende direktør for Bryggeriet Vestfyn, Paul Mark.
Indslev Bryggeri blev den 28. august erklæret konkurs.
- Efter længere tids intens kamp har vi desværre måttet erkende at det ikke længere er muligt at fortsætte driften af bryggeriet, skrev direktør Anders Busse Rasnussen i en mail til bryggeriets aktionærer.
Vestfyen, der blandt andet står bag læskedrikken Jolly Cola, overtager Indslev Bryggeri og medarbejderstablen på omkring ni personer. Der bliver dog næppe plads til den tidligere direktør Anders Busse Rasmussen, lyder det fra Fødevarewatch.