Ford planlægger at investere en milliard dollar (knap syv milliarder kroner) over de kommende fem år til produktion af selvkørende biler.
Det skal ske i den nye højteknologiske virksomhed Argo AI, meddeler den amerikanske bilproducent fredag.
Målet er at få udviklet produktionsklare selvkørende biler i 2021.
Argo AI ligger i Pittsburg. Den blev grundlagt af tidligere topingeniører fra Google og Uber. De havde ansvaret for udviklingen af selvkørende biler.
Investeringerne fra Ford vil gøre den store bilproducent til den største aktionær i Argo AI.
Mark Fields, som leder Ford, siger, at investeringerne er i tråd med tidligere udmeldinger om virksomhedens økonomiske strategi.
Når teknologien er fuldt udviklet for Ford, vil den ifølge begge selskaber kunne sælges til andre selskaber.
Ford meddelte i januar, at en planlagt ny fabrik til 11,5 milliarder kroner i Mexico ville blive opgivet til fordel for en styrkelse af produktionen af elbiler i USA.
Ifølge Mark Fields var beslutningen om at opgive den planlagte fabrik i Mexico først og fremmest forårsaget af et fald i efterspørgslen efter små biler.
Ford Motor Company er tidligere blevet stærkt kritiseret af Donald Trump for planerne om at investere i Mexico.
Trump har sagt, at han vil straffe de firmaer, der rykker produktion til Mexico, hvor arbejdskraften er billigere end i USA. De vil komme til at betale en stor straftold, hedder det.
I Detroit har chefer fra både asiatiske, europæiske og amerikanske bilselskaber ifølge nyhedsbureauet AFP længe haft travlt med at fremlægge beviser på, at de fortsat poster penge i den amerikanske økonomi.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.