Kæmpe skandale af hjemmeplejen: Dement 87-årig fik ikke mad i ti dage

Hjemmeplejen i Slagelse Kommune glemte at give en ældre, dement kvinde på 87 mad i 10 dage. (Foto: Foto: Tommy Kofoed/Ritzau Scanpix)

Hjemmeplejen i Slagelse Kommune glemte at give en ældre, dement kvinde på 87 mad i 10 dage.

Med foto, notater og aktindsigt dokumenterer 55-årige Jens Christensen, hvordan hjemmeplejen i Slagelse Kommune i mindst ti dage siden 1. maj - blandt andet i pinsedagene - har glemt at give hans 87-årige demente mor mad.

- Hvis ikke hun havde haft sine pårørende, så ville hun i værste fald være død. For man dør, hvis man ikke får noget at spise, siger Jens Christensen til Sjællandske.

Jens Christensen er særdeles oprørt over det store omsorgssvigt, som den kommunale hjemmepleje gentagne gange har udsat hans 87-årige demente mor for.

- Det kan da ikke passe, at svigtene bare får lov at fortsætte, når vi højt og tydeligt gør opmærksom på, at hjemmeplejen glemmer at give hende mad. Jeg synes, at min mors sag skal offentligt frem. For hvad med ældre mennesker, der ikke har pårørende til at råbe op, når hjemmeplejen svigter så groft, spørger Jens Christensen.

Sjællandske var torsdag eftermiddag i kontakt med hjemmeplejens områdeleder Hanne Povlsen, som den 87-årige kvinde hører under.

Hun skulle dog se Sjællandskes artikel først samt drøfte den med sin chef Terese Jensen, inden hun ville svare på kritikken. Ingen af dem vendte tilbage inden Sjællandskes deadline med svar på:

- Hvad gør I for at sikre jer mod gentagelser af fejl - herunder manglende servering af mad?