I Danmark elsker vi vores kongehus, og det vil være utænkeligt at forestille sig en situation, hvor danskerne går på gaden i protest mod den kongelige familie.
Men sådan er det ikke i Spanien. Langt fra, faktisk. Her har den kongelige familie været sovset ind i skandaler, og de utilfredse undersåtter har derfor indkaldt til demonstration i hovedstaden Madrids lørdag aften.
Folkets vrede er især rettet mod den tidligere konge, Juan Carlos, der blev tvunget til at abdicere i 2014 og overlade tronen til sin søn, Felipe. Det skete, da det kom frem, at kongen havde deltaget i storvildtjagt på elefanter i Botswana.
Men nu er den tidligere konge også blevet fedtet ind i en speget sag om korruption og hvidvask. Den 82-årige eks-konge er mistænkes for at have modtaget mere end en halv milliard kroner under bordet fra Saudi-Arabien i forbindelse med en kontrakt om højhastighedstog.
Juan Carlos har angiveligt også flere hemmelige bankkonti i Schweiz – og så er der også lige hans angiveligt mange årige elskerinde, dansk-fødte Corrinna zu Sayn-Wittgenstein, der ledsagede ham på den famøse jagttur til Botswana.
Spaniens nuværende konge, 52-årige Felipe, kan ikke undgå også at være påvirket af folkets utilfredshed. Men han har dog gjort sit for at lægge afstand til faderen – i marts i år, da sagen om hvidvask og korruption begyndte, frasagde han sig således al arv efter sin far. Bortset fra selve den spanske trone.
Det er dog ikke kun faderens gøren og laden, der sætter grå hår i hovedet på den spanske konge. Hans søster, Cristina, blev for et par år siden tiltalt i en korruptionssag. Hun blev frikendt i retten, mens hendes mand, Inaki Urdangarin Liebart, blev idømt fem år og 10 måneders fængsel. En straf, han afsoner netop nu.
Juan Carlos blev konge af Spanien i 1975, to dage efter diktatoren Francos død. Han sad på tronen frem til 2014.