I EU-Parlamentet ser den danske parlamentariker Jeppe Kofod (S) med stor tilfredshed på en kæmpelæk på 11,5 millioner dokumenter, der sætter alt fra sportsstjerner til banker og statsledere i forbindelse med skattely i Panama.
Det skaber nemlig momentum i hans arbejde som formand for udvalget for skattesnyd.
- Jeg er sådan set glad for, at det offentlige pres via de her læk er med til at gøre mit arbejde lidt nemmere, siger Jeppe Kofod.
Allerede nu er nye regler dog måske på vej. De går blandt andet ud på, at landene hver især skal indberette virksomheders omsætning, indtjening, skattebetaling og medarbejdere til EU.
- Det er et forslag, der kommer lige om lidt, og det skal vi diskutere i parlamentet, siger han.
Samtidig blev et forslag om at fratage virksomheder, der findes skyldige i systematisk og gentagen skattesnyd, vedtaget af EU-Parlamentet sidste år, og det afventer nu officielt svar fra EU-Kommissionen.
Forslaget kom i kølvandet på den anden store lækagesag kaldet LuxLeaks, der afslørede skattesvindel i Luxembourg. Den sag blev ligesom søndagens læk, kaldet "PanamaPapers", afsløret af sammenslutningen af medier i ICIJ.
Jeppe Kofod anser det også som realistisk, at man i EU-Parlamentet vil se på et forslag om at sortliste skattelylande og områder som Panama, men det kræver, at et land som Danmark kæmper forrest.
Sådanne forslag har da også før mødt modstand fra borgerlige kræfter samt de lande, der har tjent godt på skattesnyderne.
- Det er et opråb til de 28 lande om nu at støtte det arbejde, vi har i parlamentet. Vi har længe arbejdet med det her, men vi synes, at landene har været meget fodslæbende i processen, siger udvalgsformanden.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.