Helt som forventet er Juventus klar til kvartfinalerne i fodboldens Champions League.
De italienske fodboldmestre gjorde tirsdag aften arbejdet færdigt med en 1-0-sejr hjemme over FC Porto.
Samlet går Juventus videre med cifrene 3-0.
Kampen formede sig en smule som den første kamp i Portugal, hvor Porto blev ramt af en udvisning i første halvleg.
Det skete også i tirsdagens kamp i Torino, og så var det i den grad op ad bakke for det gæstende mandskab.
På grund af 2-0-føringen fra den første kamp overlod Juventus ikke helt uventet noget af initiativet til Porto i begyndelsen af returkampen.
Det kunne italienerne gøre i bevidstheden om, at de ikke havde tabt på hjemmebane i de seneste 46 kampe siden august 2015.
Efter lidt småchancer til begge hold kom Juventus foran fem minutter før pausen, og Porto blev samtidig reduceret til ti mand.
Maxi Pereira parerede en afslutning fra Gonzalo Higuain med armen, og så var der direkte rødt kort til Porto-spilleren.
Paulo Dybala bragte Juventus foran 1-0 på det efterfølgende straffespark, da han passerede Iker Casillas.
Den 35-årige spanske målmand spillede sin europæiske kamp nummer 175, og dermed satte han rekord.
Tidligere delte Iker Casillas rekorden for flest kampe med AC Milan-legenden Paolo Maldini.
Porto har masser af succes i den portugisiske liga, hvor klubben er ubesejret i de seneste 22 kampe.
Mod Juventus var der dog ikke noget at gøre, selv om Porto var tæt på scoring et par gange i anden halvleg.
Efter 52 minutter var gæsternes Francisco Soares alene igennem, men han fik ikke passeret Juventus' 39-årige målmand, Gianluigi Buffon.
Veteranen blev ikke passeret i kampen, og Juventus anstrengte sig ikke synderligt for at score yderligere.
/ritzau/