Juventus jagter sit ottende mesterskab i træk, og det kræver kontinuerligt sejre i Serie A.
Sådan en hentede mesterholdet igen lørdag, da Cagliari i Torino blev besejret 3-1.
Dermed nåede Juventus op på 31 point på førstepladsen, hvor Inter og Napoli følger efter med 25 point.
Inter holdt sig til tidligere lørdag med en 5-0-sejr over Genoa.
Det var en lynscoring af Paulo Dybala, der grundlagde sejren, da argentineren efter blot et minut kørte rundt med to af gæsternes forsvarsspillere.
Efter et fikst træk var Dybala alene med Cagliari-keeper Alessio Cragno, og et flad afslutning sikrede 1-0-føringen.
Så skulle man tro, at der var lukket ned for gæsterne, men en flot scoring af Joao Pedro sikrede 1-1 syv minutter før pausen.
Igen gik det hurtigt i den modsatte ende af banen, for minuttet efter var Filip Bradaric uheldig at score selvmål og bringe Juventus foran 2-1.
Cristiano Ronaldo blev sendt afsted i et kontraangreb med tre minutter tilbage af kampen.
Portugiseren holdt hovedet koldt og afventede, at Juan Cuadrado var løbet med, hvorefter han serverede bolden for colombianeren, der øgede til 3-1.
Inters vej til andenpladsen gik via en 5-0-sejren hjemme over Genoa.
Roberto Cagliardini scorede tæt ved mål til 1-0 efter 14 minutter og to minutter senere øgede Matteo Politano til 2-0, da han opsnappede bolden og kom alene med Girona-keeper Andrei Radu.
Cagliardini øgede føringen med sin anden scoring kort inde i anden halvleg, og i tillægstiden sørgede Joao Mario og Radja Nainggolan med en scoring hver for 5-0.
Der var ikke spilletid til danske Christian Nørgaard, da Fiorentina hjemme fik 1-1 mod AS Roma.
/ritzau/