Hanne Mariehjemmet i Roskilde giver husly og krisehjælp til stofafhængige kvinder. Det vil bruge Nyhedsavisens 200 kroner til at forkæle kvinderne.
Det får du:
Konfekt for 200 kroner.
»Det er lækkert, og det er jul, og kvinderne skal forkæles. De bliver meget taknemlige, når folk giver bare for at give, og de ikke skal levere noget til gengæld,« siger forstander Tina Dalby Nielsen.
Hvorfor skal vi give de 200 kroner til Hanne Mariehjemmet?
»Vi kan i særlig grad give kvinderne en pause fra gaden. Vi kan give dem omsorg og kærlighed; vi er sammen med dem, nusser om dem og griner om den, og det betyder meget for dem i det hele taget, men rigtig meget i denne tid, hvor al ensomhed kommer bragende frem til overfladen, når alle andre holder jul med deres familier. Så kommer de i kontakt med minderne om de væmmelige jul, de selv har holdt, og de oplever en sorg over ikke at kunne holde jul med egne børn,« siger Tina Dalby Nielsen.
Hanne Mariehjemmet sender stafetten videre til Bisserne - De hjemløses tandklinik.
»Der er noget helt særligt i, at man som tandlæge vælger at sige, at noget af min tid vil jeg bruge på at hjælpe dem, der har brug for tandlægehjælp, og som aldrig har penge til det, men som næsten altid har tandpine,« siger Tina Dalby Nielsen.