En 75-årig kvindelig cyklist mistede søndag formiddag livet, da hun blev kørt ned af en lastbil i Sønderborg. Dermed blev kvinden den syvende person, som siden lillejuleaften har mistet livet i trafikken.
De syv døde er markant højere end de seneste år, hvor der i 2012 og 2011 var to døde hvert år i dagene omkring højtiden.
Den værste trafikulykke i et halvt år indtraf første juledag, da en 46-årig mand og hans forældre blev kørt ned bagfra på Bogensevej ved Middelfart. Ulykken skete, da en 23-årig mand ville overhale en mor og søn i en forankørende bil.
Intet tyder på, at den 23-årige var påvirket eller kørte for hurtigt.
Allerede dagen efter døde en 67-årig kvinde, da en bilist ikke overholdt sin ubetingede vigepligt på Gl. Skovvej i Vipperød ved Holbæk.
Bilisten bliver ramt i siden af en anden bil, hvor den 67-årige kvinde var passager. Begge førere i bilerne slap med mindre kvæstelser.
Lillejuleaften omkom et ældre ægtepar også i trafikken, da de kom kørende på den sønderjyske motorvej nær Kolding.
Ulykken skete angiveligt, da ægteparret holdt i nødsporet, og manden på 85 år ville lave en U-vending. En 62-årig mand kom kørende og ramte ægteparrets bil.
Sidste år omkom 167 mennesker i trafikken, hvilket var historisk lavt. Med de mange dødsfald i juledagene har 192 mistet livet på vejene i år.
Tidligere i år kom Færdselssikkerhedskommissionen med sin handlingsplan "Hver ulykke er én for meget". I den er målet, at der i 2020 maksimalt må omkomme 120 i trafikken om året.
Og det er realistisk, vurderer Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
- Men det kræver virkelig en indsats, både fra bilfabrikanternes side, at der er gode veje at køre på, og at vi i trafikken opfører os, som man bør gøre, sagde Mogens Kjærgaard Møller tidligere til Ritzau.
Politiet vil fortsat i 2014 have særlig fokus på kontrol af for høj hastighed, spiritus- og narkokørsel, bilisternes opmærksomhed og brugen af sele, fordi der her er flere liv, der kan reddes.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.