En gruppe kinesiske journalister ville bare vide, hvad der var årsagen til et brokollaps, der i denne uge kostede mindst 41 mennesker livet i den centrale Hunan-provins.
De talte med fortvivlede pårørende til nogle af de omkomne, da en gruppe ukendte mænd brød ind og afbrød. En af mændene sparkede en journalist fra People s Daily i maven, mens journalister fra to andre aviser også blev slået og sparket. Det skriver Reuters.
Ifølge international koordinator i Amnesty Internationals danske afdeling, Joakim Lundström, er det ikke en usædvanlige historie i dagens Kina.
- Situationen illustrerer, hvor svære forhold journalister i Kina arbejder under. Der er en proces i Kina lige nu, hvor internationale journalister får mulighed for at arbejde frit, mens der bliver slået hårdere ned på kinesiske journalister for at undgå, at der kommer for mange informationer ud til de kinesiske borgere, siger Joakim Lundström.
Han er også koordinator på en kampagne, der skal sætte fokus på menneskerettigheder i Kina frem til OL i Beijing næste år, og peger på, at der er meget sparsomme oplysninger om overfaldsmændene.
Løfte om total pressefrihed
Overfaldet på de kinesiske journalister er indberettet til en hjemmeside for menneskerettighedsovertrædelser. Den kinesiske præsident, Hu Jinato, har sat en grundig undersøgelse af brokollapset, men journalister har rapporteret, at de har følt sig uvelkomne i ulykkesområdet.
- I forbindelse med OL har Kina lovet en fuldstændig pressefrihed, men lige nu går det den stik modsatte vej. Kineserne har øget overvågningen og censuren siden nytår. Der er et regime, der tillade de internationale journalister at tale med systemkritikere og menneskerettighedsforkæmpere, men samtidig øger de kontrollen med de kinesiske journalister og forhindrer borgerne i at få informationer, siger Joakim Lundström og peger på, at Den Internationale Olympiske Komité og det internationale samfund bør holde Kina op på løftet om total pressefrihed.