Ritzau
Opdateret kl. 09:03
En af de dømte journalister i Se og Hør-sagen vil alligevel ikke have sin sag behandlet i landsretten. Samtidig har anklagemyndigheden valgt at trække sin anke tilbage. Det oplyser Retten i Glostrup til Politiken.
Dermed skal landsretten kun behandle ankesagen mod en enkelt af de dømte - en forhenværende systemoperatør hos Nets.
Ved ankefristens udløb stod det ellers klart, at en af de dømte journalister havde anket sin dom på fire måneders betinget fængsel til landsretten. Samtidig havde anklagemyndigheden kontraanket.
Men nu har begge parter altså ombestemt sig.
Efter alt at dømme er der tale om journalisten Ken B. Rasmussen. Sagens anden journalist, Kasper Kopping, har nemlig tidligere fortalt, at han ikke ville anke.
Både Ken B. Rasmussen og Kasper Kopping blev af Retten i Glostrup idømt fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
Anklagemyndigheden havde krævet ubetinget fængsel i otte-ti måneder. Ikke desto mindre har man også her affundet sig med dommen fra Glostrup.
- Vi er jævnt hen tilfredse med byretsdommen, siger anklagemyndighedens kommunikationschef, Mikkel Thastum, til Politiken.
Det var Ken B. Rasmussen, der tilbage i 2014 fik Se og Hør-sagen til at rulle, da han i romanen "Livet, det forbandede" afslørede det kontroversielle samarbejde med den såkaldte tys-tys-kilde.
Under retssagen har Ken B. Rasmussen insisteret på, at romanen var ren fiktion. Men den udlægning troede Retten i Glostrup ikke på.
I byretten endte det da også med, at den forhenværende systemoperatør hos Nets fik den hårdeste straf på halvandet års fængsel.
Her havde anklagemyndigheden krævet ubetinget fængsel i op til tre år.
Det er endnu ikke afgjort, hvornår ankesagen skal for landsretten.
Otte tidligere Se og Hør-medarbejdere og mediehuset Aller har været tiltalt i sagen om Se og Hørs uberettigede brug af personoplysninger:
Torsdag den 24. november faldt der dom i den sidste del af sagen. De dømte var:
- Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup - 1 år og tre måneders fængsel. De tre måneder skal afsones, resten er betinget. Han skal desuden aftjene 200 timers samfundstjeneste.
- Tidligere chefredaktør Kim Henningsen - 1 års betinget fængsel. Han skal aftjene 200 timers samfundstjeneste.
- Journalisterne Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen - Fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
- Peter Bo Henriksen, IBM-medarbejder - 1 år og seks måneders fængsel. Hos Peter Bo Henriksen konfiskeres desuden 365.503 kroner.
- Som den eneste af de dømte i Se og Hør-sagen valgte Peter Bo Henriksen efter domsafsigelsen i november at anke dommen på halvandet års fængsel til landsretten.
Én af de tiltalte blev frikendt:
- Udgiverdirektør og fungerende chefredaktør Per Ingdal
To tiltalte og mediehuset Aller har tidligere tilstået deres rolle i sagen og fået deres dom.
- Aller fik 50 dagbøder á 200.000 kr - en samlet bøde på 10 mio. kr.
- Jourhavende/Nyhedschef Lise Bondesen fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Lise Bondesen er nu direktør og chefredaktør på Avisen.dk/UgebrevetA4.
- Redaktionschef Kim Bretov fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.
/ritzau/