Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Min morfar blev født i Thy. Ikke langt fra Danmarks første brugsforening. Hans liv var et arbejdsomt liv på et andelsmejeri uden for Lemvig. Han fordelte sine indkøb mellem de to købmænd, den ene lige over for mejeriet, og den anden tættere på hjemmet i Nørlem.
Han var socialdemokrat til sidste vejrtrækning, og jeg er sikker på, at hvis vi havde mulighed for at tale sammen i dag, ville han give mig ret på mange punkter, men samtidig fastholde, at der ikke er noget socialt ansvarligt alternativ til andelsbevægelsen og Socialdemokratiet. ”Jeg stemmer socialdemokratisk til det sidste”, sagde han ofte under vores samtaler.
Morfar blev begravet, mens du stadig gik i skole. Han døde, inden efterlønnen blev afskaffet. Han var her ikke, da boliglånene blev “liberaliseret”, han var væk, da andelslejligheder røg ud af den sociale kontekst og lukt ind i kapitalismen gab. Han var her ikke mere, da syge og handicappede blev udsat for umenneskelige lidelser – ikke mindst af dig, som beskæftigelsesminister, og han var her ikke, da du gjorde det endnu værre for syge og nedslidte. Det trøster mig lidt. For han ville ikke kunne holde det ud.
Skråsikker stil
Siden du blev statsminister for tre år siden, har du fastholdt en diktatorisk, alvidende stil. Sådan tror jeg, at du altid har været: Skråsikker og uden forståelse for andre meninger, end dem du selv har. Magten er det vigtigste for dig. Du kunne have været minister og medlem af et hvilket som helst andet parti, uden man ville mærke forskel i dine holdninger, ledelsesstil og lovgivning.
Du er en af mange, der har nydt godt af velfærd og fri adgang til uddannelse, noget ikke mindst min morfar var med til at gøre muligt. Desværre har det forhindret dig i at opleve den verden, du nu burde være administrator for, men som du på sin vis er blevet en enerådende magtfaktor i. En magt du misbruger på det skammeligste til at kæmpe mod det massive mindretal, du også er minister for. Deres meninger og ønsker tæller ikke.
Som den slags politiker du har været det hele tiden, arbejdede du på komme til fadet, og derfor indledte du dit magttogt smilende og nøgen med pjusket hår. En gæv nordjysk pige, frisk fra skolen, og med masser af tidens holdninger til køn og velfærd.
Smerten sidder der stadig
Siden da er det kun gået fremad og opad. Desværre ikke for Danmark, men helt sikkert for dig. Du forstod at navigere uden om de farer, der kunne have gjort din sejlads til et sidestykke til Hans Hedtoft, og du ofrer enhver, der kan risikere at få pilen til at pege på dig.
Uden mindste tøven satte du dig for som beskæftigelsesminister at mistænkeliggøre syge og jagte andre svage i samfundet. Den indsats gjorde de sidste år til et helvede for en ung mand, der for nylig døde af leukæmi, og jeg er sikker på, at det stadig plager alle, der elskede ham.
Smerten sidder stadig i enken og hendes børn, da en mand i et desperat skrig om hjælp, satte ild til sig selv i Brøndby. Du gav nemlig inkompetente, papirnussende kommunalt ansatte noksagter til kejsere og kejserinder over borgerne, der ikke alene måtte kæmpe med sygdom eller permanente lidelser, men også mod din lovgivning og dine intentioner.
I den forbindelse blev jeg indbudt til en kop kaffe i dit hjørnekontor, og bagefter fremstod vi i denne avis som enige. Det var vi ikke. Vi var i hver vores verden, og så meget forskelligt på den. Du kiggede ud gennem de øjne, som ikke har set andet end Christiansborgs indre vægge og nogle få skolestuer i København og Ålborg.
Traumatiseret liv
Jeg betragtede dig med den livserfaring, jeg har gjort mig, i en verden, der var knap så beskyttet som din. Mødet var mest af alt et forsøg på at lukke munden på mig og knække min blyant. Du havde stillet mig i udsigt, at syge naturligvis skulle have sygedagpenge, til de var raske, og mens vi sad der og slubrede kaffe og forsøgte at få en samtale, blev dit seneste tiltag annonceret: Nedskæring til det halve af den tid, man kan få sygedagpenge. Mødet var en succes, for efter det var den dengang socialdemokratisk ejede avis ikke indstillet på at lade mig kritisere dig.
Nu sidder du som statsminister, og du har foretaget dannelsesrejser ude i samfundet, hvor du har grædt foran en minkfarm og set alvorlig ud i Kiev, men du har vigtigst af alt gjort alt det modsatte af det, du lovede og stillede i udsigt. Det synes faktisk at være din metodik: Lov ét og gør det modsatte.
Børnenes Statsminister kaldte du dig kækt, og det skulle fejres med mulighed for at tvangsfjerne endnu flere børn og helst inden jordemoderen, når at lægge dem til moderens bryst. Du vil have flere tvungne bortadoptioner, fordi det gør hele den usmagelige holdning billigere, og du tilsidesætter viden om, hvad tvangsfjernelser betyder for de børn, der bliver smidt på gaden, når de fylder 18 og er uden familie eller rødder.
Du fastholder, som chefen, dine ministres forkvaklede forsøg på at fastholde det massive overgreb, der skete mod børn da folkeskolereformen svigtede alle børn med særlige behov… lige fra de højt begavede til de hjælptrængende. Specialklasserne forsvandt, og du gennede de hårdest ramte hen i private foretagender, der for voldsomme beløb parkerer børn i ”særtilbud”. Privatskoler som du kæmper mod uden det forhindrede dig i at lade dine egne gå i en. Som børnenes minister har du aktivt været forkæmper for lemlæstelse af drenges kønsorgan i en spæd alder – hvis forældrene ellers synes, at det er hyggeligt.
For at fastholde alle disse børn i et evigt ulykkeligt og traumatiseret liv, lader du hånt om viden og ekspertise, og indkalder ”hjælp” fra en forening med meget få medlemmer, som mener at børn med diagnoser er søløver i cirkus og derfor skal dresseres derefter. Igen lader du hånt om fagfolks erfaringer og viden, og finder selv på noget, der kan gøre det billigere, mens du har stukket støvsugerslangen ned i kassen for at hente krigslegetøj og minkerstatning.
Isoleret Christiansborg
Pladsen her er for kort til at gå i dybden med alle de svigt og overgreb du står som ansvarlig for, men pointen er at gøre opmærksom på, at hvis man vil have en demokratisk nation, hvor viden er nøglen til lærdom og empati og respekt for modstanderne en forudsætning for et driftssikkert samfund, så skal man nok stemme på en måde, der giver dig mulighed for at blive marketingschef for Arla eller moderator på Facebook.
Sådan kommer det ikke til at gå. Du får lov at fortsætte, det er jeg sikker på, og som Christiansborg er isoleret fra borgerne af store kampesten, således har du isoleret dig fra landet gennem ministre og partisoldater, for hvem magt er vigtigere end noget som helst andet, fordi min morfar var ikke den eneste der var loyal over for et parti, hvis seneste 50 år kun er skam på skam, hvilket du har gjort værre end nogen turde frygte.
Johnny Larsen er enlig far til et omkringfarende stortalent på cykel. Foto: Privat