Den Internationale Straffedomstol i Haag, ICC, har tirsdag kendt den maliske jihadist Ahmad al-Faqi al-Mahdi skyldig.
Han var anklaget for i 2012 at have givet ordre til, at flere hundrede år gamle monumenter i byen Timbuktu i Mali skulle ødelægges.
Domstolen anser dommen for at være skelsættende, da den er et stærkt signal om, at verdens kulturarv skal beskyttes under konflikter.
- Domstolen finder enstemmigt, at al-Mahdi er skyldig i at have angrebet særligt fredede steder. Det er en krigsforbrydelse, siger dommeren i sagen, Raul Pangalangan.
- Den tiltalte idømmes ni års fængsel, tilføjede dommeren.
Ahmad al-Faqi al-Mahdi indledte retssagen med at erklære sig skyldig, Det er første gang en jihadist erklærede sig skyldig i at have begået krigsforbrydelser mod kulturelle og historiske monumenter.
- Høje ret, desværre må jeg sige, at hvad jeg har hørt, er korrekt og reflekterer begivenhederne. Jeg erkender mig skyldig, sagde Ahmad al-Faqi al-Mahdi, efter anklagerne mod ham blev læst op i retten ved retssagens begyndelse i august.
Al-Mahdi sagde allerede i en høring i marts, at han havde til hensigt at erklære sig skyldig.
- Jeg søger tilgivelse, og jeg beder jer kigge på mig som en søn, der for vild, siger Ahmad al-Faqi al-Mahdi i retten.
Undervejs i retssagen har al-Mahdi sagt, at han er "meget ked af det", og at han "fortryder al den skade, som hans handlinger har forvoldt".
Anklagerne mod Ahmad al-Faqi al-Mahdi lød på, at han har beordret ødelæggelsen af ni mausoleer og den berømte Sidi Yahia moské, der stammer tilbage fra 1500- og 1600-tallet.
Unesco har siden hen rekonstrueret de ødelagte mausoleer, som blev ødelagt i Timbuktu.
Timbuktu blev grundlagt mellem det 11. og 12. århundrede og har været på Unescos liste over verdensarv siden 1988.
Al-Mahdi er omkring 40 år, og han er den første islamistiske jihadist, der er anklaget af ICC, og den første person, der er dømt for destruktion af kulturarv.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.