Angriberen Jesper Lange ser frem til en ny start, efter at han tidligere i sommer skiftede fra Esbjerg til AGF.
Den 27-årige fodboldspiller var ikke tilfreds med sin rolle hos pokalvinderne.
- Jeg følte, at der skulle noget nyt til, siger Jesper Lange til bold.dk.
- Som jeg har sagt tidligere, følte jeg, at jeg var røget ind i en position, som jeg helst ikke ville være i. Jeg var lidt træt af at være ham jokeren i Esbjerg, der var god at smide ind i slutningen af kampen. Det var svært at træde ud af den rolle.
- Derfor ledte jeg efter en ny start, en ny inspiration og en ny mulighed for at bevise mit værd, siger angriberen.
Han ser frem til at blive en del af en klub, som har tradition for at have en dedikeret og talstærk fanskare.
- Det har været fantastisk at blive en del af AGF-fællesskabet, hvor der er en god atmosfære omkring holdet og byen. Det er dejligt med så stor en opbakning, siger Jesper Lange.
/ritzau/