Jay-Z: Kingdom Come (Roc-A-Fella/Universal).

Vel kommer de altid for sent, og vel sjufter de den ulovlig meget, de amerikanske rapstjerner. Men som regel er det bare en del af gamet. »Det er jo hiphop,« som koncertpublikummet plejer at trække på skuldrene af, når de har ventet i halvanden time på en hoverende homeboy, som ikke engang ved, hvor han er, når han endelig står på scenen. Bortset fra at han er vældig langt væk hjemmefra, altså.

Med Jay-Z er det denne gang sværere at trække på skuldrene. For det første burde der slet ikke været noget at vente på, eftersom en af raphistoriens største rim-spyttere under stor virak trak sig tilbage med det nogenlunde vellykkede ?The Black Album? for tre år siden. Det var dengang, han endnu tronede som konge over hiphoppens vugge, New York City. For det andet leverer han med ?Kingdom Come? et af sine svageste albumudspil til dato.

Man må spørge sig selv, hvorfor ?the Jiggaman? comebacker med så lidt på hjerte og stemmebånd. Rimene rager sjældent ud over det middelmådige, hvilket er uacceptabelt for den intelligente og (vide)begærlige Brooklyn-boy. Tag bare strofer som »Make sure every day is christmas, write out your wish list,« på ?I made it?, hvor Jay-Z søger bekræftigelse hos sin moder. Se, hvad jeg er blevet til! Aaaargh, hvor ligegyldigt kan det blive? Så er det man for alvor savner ?The Blueprint?s nerve og indebrændte blærerier.