Japan vil ikke tolerere provokationer fra Nordkorea.
Det oplyser den japanske regering torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter at militæret i Nordkorea har oplyst, at det i midten af august vil færdiggøre en plan om at angribe et område nær den amerikanske stillehavsø Guam med fire missiler, der skal flyve over Japan.
- Nordkoreas provokerende handlinger er tydeligvis provokationer mod regionen, herunder Japan og det internationale samfunds sikkerhed, siger talsmanden for Japans regering, Yoshihide Suga.
- Vi kan aldrig tolerere dette, siger han til journalister ifølge AFP.
Ifølge general Kim Rak Gyom, der leder missilkommandoen under Nordkoreas hær, er planen at ramme farvandet 30-40 kilometer fra Guam.
Derefter vil man afvente yderligere ordrer fra den øverstbefalende for Nordkoreas atomstyrke, oplyser generalen ifølge Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA.
- Vi opfordrer indtrængende Nordkorea til at tage de stærke advarsler og kritikken alvorligt ved at overholde en række FN-resolutioner og afstå fra yderligere provokerende handlinger, siger den japanske regeringstalsmand.
Japan oplyser i en anden erklæring torsdag, at det tirsdag holdt træningsøvelser med amerikanske bombefly i japansk luftrum over den koreanske halvø.
Øvelsen omkring Japans sydlige Kyushu-ø involverede to amerikanske B-1B Lancer-bombefly og to japanske F-2-kampfly.
Det oplyser Japans luftforsvarsstyrke i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mandag afviklede Japan desuden evakueringsøvelser for at forberede indbyggerne langs landets nordvestlige kyst på, hvad de skal gøre i tilfælde af et nordkoreansk atomangreb.
Samme øvelse blev afholdt i marts. Det var ifølge britiske BBC første gang i over 70 år, at Japan har afholdt sådan en øvelse, hvor man simulerer et atomangreb.
Øvelserne finder sted, efter at Nordkorea har foretaget 14 prøveaffyringer af missiler i 2017. Mange af missilerne er havnet i Det Japanske Hav.
/ritzau/