Hvis hvilken-som-helst omtale er bedre end ingen omtale, så swinger det unægteligt for dansefamilien Fredie-Pedersen. Der valser sjældent en uge forbi, uden lillebror Sonny, storesøster Gigi, mor Søs og far Mickey poserer i en form for spotlys. Også det, der skærer i øjnene.

I den forgangne uge stjal Fredie-Pedersen igen overskrifterne, da den spraglede patriark på sit afkoms vegne krævede 12 millioner kroner i erstatning af Fredericia Teater. Årsag: Gigi og Sonny var ikke garanteret en plads på scenen hver aften i forestillingen ’High School Musical’, og så brød Mickey Fredie-Pedersen løs.

Først fik farmand ifølge egne udsagn sine to børn til at brokke sig, og da søskendeparret derefter blev bortvist af teaterledelsen, sendte den 56-årige danselærer og manager en bandbulle af sted mod Fredericia Teaters nyslåede direktør. I en pressemeddelelse sendt direkte til Ritzaus Bureau forstod man, at problemet ikke handlede om søskendeparrets vokale begrænsninger, men tværtimod en »inkompetent og amatøragtig« ledelse.

Det endte med et forlig, teatret trak kritikken af søskendeparret tilbage, og Sonny og Gigi fik deres løn. Derimod gik de glip af muligheden for at donere de 12 millioner, som striden ifølge Mickey Fredie-Pedersen skulle have kostet familiens mærkevareværdi, til ’velgørende formål’.

Måske kommer der andre chancer. Det var i hvert fald ikke første gang, familiefaderen steppede uortodokst gennem medielandskabet med opbakning fra sin familie.

Sådan har det faktisk været siden de tidlige 1980’ere, da blikfangene Gigi og Sonny knap var født. Og enten kan danskerne godt lide den iøjnefaldende familie, eller også elsker de i det mindste at hade den.

Selvom klanen ofte får tæsk i håne-afstemninger på internetnettet, så trak de således pæne seertal, da TV 2 fulgte firkløveret i en dokusoap for et par år siden. På samme måde havde ’High School Musical’ præsteret et forsalg på 40.000 billetter med Gigis og Sonnys navne på plakaten.

Bruncreme eller beton

Medierne opdagede for alvor Mickey Fredie-Pedersen, da Mickey Fredie-Pedersen opdagede breakdancen. 1984’s helt store modedille med at snurre rundt på hovedet og bevæge sig som en robot var dårligt blevet en landeplage endnu, da han arrangerede et danmarksmesterskab. Pioneren Per Pedersen endte med at sejre, men sødmen varede kortere end smagen i et Hubba-Bubba-tyggegummi. Nøjagtig seks dage senere mistede han nemlig titlen igen.

Mickey Fredie-Pedersen fiksede lynhurtigt en ’DM Revanche’. Med folk som sladderkongen Mugge og skuespilleren Sonja Oppenhagen i juryen var omtalen atter sikret. Til gengæld var det begrænset, hvor meget gadedans-ekspertise juryen rummede, og den dag i dag mener hiphopmiljøets gamle garde stadig, at den barmavede vinderduo fra Solrød Strand havde mere at gøre med bruncreme og bonede gulve end ghettobetonen, som breakdancen stammede fra.

Læserstorm mod Mickey

Det var dog intet mod den vrede, som ramte familieoverhovedet i dagene, der omringede nytåret 1998/99. Sidst i december viste DR miniserien ’Ingen slinger i valsen’. De to afsnit skildrede hverdagen for de påståede verdensmestre i børnedans, 11-årige Jeanne og Sonny. Det var Mickey Fredie-Pedersen – Sonnys far – der stod for træningen af det klejne par. Det var også ham, der omtalte dem som »verdensmestre«, selvom den titel ikke fandtes dengang.

Undervejs i de to timers føljeton oplevede man træneren skælde og smælde, ligesom han gjorde børnene det klart, at de skulle hade deres konkurrenter fra den store vide verden. Konkurrenterne hadede jo også dem:

»Måske har de et billede af jer hængende på væggen. Ikke til pynt, men til at kaste pile efter,« opildnede han.

’Ingen slinger i valsen’ vakte furore rundt omkring i fjernsynsstuerne. På avisernes debatredaktioner rejste sig en læserstorm, og pædagogiske fagfolk som formand John Halse fra foreningen Børns Vilkår krævede forbud mod børneidræt på eliteniveau.

Mickey Fredie-Pedersen gad end ikke at klynke over måden, som DR havde valgt at klippe dokumentaren sammen på. I stedet fik janteloven et jag over boven:

»I Danmark er det ikke særlig vellidt at være individualist, hverken som barn eller voksen. Jeg synes, at det er noget svineri,« lød genmælet i Berlingske.

Og selvom de fleste læserbreve protesterede over danselærerens facon, modtog han store støtteerklæringer. Blandt andet fra elitesportsorganisationen Team Danmark.

Den dag i dag fortryder Mickey Fredie-Pedersen da heller ingenting.

»Historien har jo vist, at kritikerne tog fejl. Sonny og Gigi har vundet flere mesterskaber end nogle andre danske dansere,« pointerer familiefaderen.

Lex Mickey

Familiefaderen frygter i det hele taget ikke alternative metoder. Heller ikke når det gælder bestræbelserne på at gøre sine børn til popstjerner. Noget, som ungdomsmusikprogrammet ’Boogie’ på DR1 mener at kunne tale med om.

Vi skal tilbage til en lørdag eftermiddag i efteråret 2005, da studieværten Nanna Schultz Christensen vanen tro tæller ned for den ugentlige seerhitliste. En lille overraskelse er det, at Gigi og Sonny Fredie-Pedersens popprojekt, Brother+Sister, nu ligger i top-5 med sangen ’I Wish’. Da værten har vist musikvideoen, gør hun noget usædvanligt. Hun kigger lige lukt i kameraet og taler direkte til nogen derude. Hun forklarer, at DR-medarbejderne kan se, at der er blevet snydt med stemmerne. En lang række næsten enslydende brugerprofiler er blevet oprettet på én gang fra samme domæne, og de stemmer alle på Brother+Sister.

»Næste gang går den ikke,« advarer Nanna Schultz Christensen.

Hun husker stadig sagen:

»Det var meget gennemskueligt, og jeg havde jo i forvejen hørt historien om, at Sonnys og Gigis far havde været ude og opkøbe deres plader for at få dem frem på hitlisten.«

Mickey Fredie-Pedersen nægter omvendt ethvert kendskab til stemmefuskeriet:

»Jeg er jo slet ikke i Boogies målgruppe,« som han siger.

Mere sikkert er det, at Mickey Fredie-Pedersen i samme periode storshoppede i de københavnske pladebutikker. Op mod 500 album bar han ifølge skriverier i B.T. og Ekstra Bladet væk. Dermed sprang Brother+Sister helt op på den officielle salgslistes 2. plads, og pladebranchens bosser kaldte til krisemøde for at undgå gentagelser af ’Lex Mickey’, som sagen internt blev døbt.

Søskendeparrets far og manager mener ikke, at han rev tilnærmelsesvis så mange eksemplarer ned fra hylderne, og han ser ikke noget odiøst i at skabe en falsk interesse for Sonny og Gigis musik.

Musikken skulle i øvrigt sælges til fans på Brother+Sisters sommerturné, pointerer han.

Så sådan er det. Flere kilder i pladebranchen fremhæver desuden, at superdanserne Sonny og Gigi ikke virker spolerede, selvom de da er et kapitel for sig selv. Desuden når de vidt omkring med nogle stemmer, der indiskutabelt er hørt bedre. Den bedrift kan de takke deres fædrene ophav for. Og det gør han da til dels også selv:

»Som manager har jeg da kunnet styre dem gennem farligt farvand. Det vil jeg gerne tage æren for. Jeg er filtret, som skræmmer de værste plattenslagere væk.«