Skuespilleren Jamie Foxx kan godt begynde at glæde sig til på søndag. Ved MTV Movie Awards vil han nemlig modtage den prestigefyldte MTV Generation Award på grund af sit omfattende og overbevisende skuespiltalent.
Ved modtagelse af prisen indlemmes "Ray"- og "Django"-stjernen Foxx i et imponerende selskab af tidligere modtagere, heriblandt Johnny Depp, Reese Witherspoon, Sandra Bullock, Ben Stiller, Adam Sandler og Tom Cruise.
Og direktør for MTV Stephen Friedmand var ikke i tvivl om, at den kombinerede skuespiller og sanger skulle have den næste.
- Som komiker, Oscar-prisbelønnet skuespiller og Grammy-vindende kunstner er Jamie Foxx en tredobbelt stjerne i modsætning til nogen andre, vi har set i lang tid, siger han til Female First.
- Jamie har tryllebundet publikum i næsten to årtier med en svimlende vifte af mindeværdige præstationer, og vi kunne ikke være mere glade for at fejre ham ved dette års Movie Awards, tilføjer han.
MTV Generation Award er MTV Movie Awards største pris, der anerkender en skuespiller, som gang på gang kan engagere og begejstre MTV's publikum med alt, hvad han eller hun gør.
Stjerner som Brad Pitt, Steve Carell, Melissa McCarthy, Zac Efron, Kerry Washington, Seth Rogen, Amanda Seyfried, Chris Rock, Adam Sandler og Kim Kardashian er blandt de kendisser, der vil overvære showet.
MTV Movie Awards vil blive vist i fjernsynet på MTV mandag den 15. april.
/ritzau/