Lad os starte med et skænderi.
Dybt inde i sydøst-Tysklands dybeste bjerge går noget i sidste uge pludselig galt mellem Heinz-Peter Haustein, der er borgmester i den nærliggende by, og Christian Hanisch, der i denne sammenhæng først og fremmest er søn af en soldat i nazisternes Luftwaffe.
I det seneste år har alle deres vågne timer handlet om den samme drøm. En drøm, som nu, mens de står og skændes, er bristende nær sin kulmination. Et sted i de skjulte labyrintiske gange i bjerget under dem har de indtil for et øjeblik siden været overbevist om, at den mest sagnsomspundne af alle de skatte, der forsvandt sporløst i Hitlers sidste dage, befinder sig.
I bjerget vil de finde værelset af det pureste guld og det smukkeste rav.
Verdenspressen vågner
Men noget er gået galt. Måske bygger det hele på en løgn. Måske har de overbevist hinanden så meget om, at skatten er netop her i Tysklands sydøstlige bjerge, at de er kommet til at vride og presse alle fakta indtil de til sidst passer i det puslespil, der med den sidste brik vil være et skattekort med den direkte rute til skatten over alle.
Det mest besynderlige ved skænderiet er, at det er brudt ud ganske få dage efter, de to gik i pressen, og historien om Hitlers forsvundne skat gik verden rundt. CNN viste de to tyskere gå rundt i praktisk tøj og lytte til udsvingene i avancerede metaldetektorer. De to fortalte, at detektorernes budskab var utvetydigt. Inde i bjerget ville der ikke bare være bunker af guld, der ville ikke bare være ton af guld, al guldet ville ligge i det værelse, som engang blev kaldt verdens 8. vidunder.
Få dage senere kommer de op at skændes og Heinz-Peter Haustein, der har finansieret eftersøgningen bortviser, Christian Hanisch og kalder i stedet et hold af professionelle arkæologer ind for at undersøge området til bunds.
Og hvad sker der så nu?
Lad os vente med det og i stedet følge skattens spor gennem århundrederne.
Verdens største museum
En af Adolf Hitlers krigsplaner er at plyndre hele verden for det ypperste kunst, menneskeheden har frembragt. Han har lister og mapper med billeder, der viser de værker, han især er ude efter. Han vil samle al kunst i et enormt museum, der vil overgå alle tidligere museer.
De tyske tropper plyndrer millioner af værker i de lande, de vandrer igennem på deres vej mod verdensherredømmet.
Blandt de værker, det lykkes tropperne at finde, er det store Ravværelse i Vinterpaladset i Sankt Petersburg, der bliver kaldt verdens 8. vidunder. Det er et rum, der udelukkende består af rav og guld, og som idag bliver vurderet til at være 500 millioner dollar værd.
Vidnernes fortælling
De tyske stormtropper skilder rummet ad, og transporterer det i kasser til slottet i Königsberg i Tyskland, hvor det bliver opbevaret indtil krigens sidste dage.
Det er nu sporet bliver sløret. I løbet af årene træder flere øjenvidner frem og fortæller deres historie. En russisk officer i den røde hær, der erobrede Königsberg og brændte slottet, fortæller, at han så paneler fra værelset i slottets riddersal.
Andre øjenvidner fortæller, at de så kasserne blive lastet ombord på et tog, som forlod Königsberg, inden den røde hær nåede slottet.
Herefter er sporet iskoldt.
KGB og STASI
Siden krigens slutning har utallige søgt det forsvundne rum. Både den østtyske efterretningstjeneste Stasi og sovjetimperiets KGB sendte agenter efter skatten. Eftersøgningen har især koncentreret sig om den afsides bjergsø Toplitz i de østrigske alper. Utallige eftersøgninger af søen har afsløret store naziskatte, men ikke Ravværelset.
I de seneste årtier har verden holdt vejret et par gange, når amatørskattejægere er gået i medierne med nyheden om, at de havde fundet værelset. Hver gang har det dog vist sig at være forkert, og verden havde efterhånden forliget sig med tanken om, at det, der engang blev kaldt verdens 8. vidunder, ikke var mere.
Indtil i sidste uge da Hanish og Haustein gik verden rundt med nyheden om, at de var snublende nær.
Den dødes koordinator
Haustein, altså ham der er borgmester i den nærliggende by Deutschneudorf, har søgt i området i 10 år. I oktober sidste år blev han kontaktet af Hanisch. Da Hanisch ryddede op i sin afdøde fars papirer, fandt han et dokument fra krigen. Der var skriblet nogle koordinator og en besked om, at stedet gemte naziguld i guldbarer. Da Hanisch fortalte Haustein det, blev denne overbevidst om, at stedet ikke kun rummede guldbarrer, men også noget, der ville være af langt større værdi: Det forsvundne værelse.
Kort efter fandt de stedet, metaldetektorerne slog ud, de indkaldte verdenspressen og røg til sidst i totterne på hinanden.
Og hvad sker der så nu?
Turisterne på kroerne
Hanisch er forvist fra efterforskningen. Haustein har indkaldt professionelle hjælpere og leder videre i bjergene. Han er overbevidst om, at rummet er der. Imens er området blevet overrendt af turister og mediefolk, der indlogerer sig på hotellerne og spiser på kroerne. Haustein modtager hundredvis af email om dagen og utallige telefonopkald. Et af opkaldene er fra en producer i Hollywood, der vil købe rettighederne til historien om jagten på Hitlers forsvundne guld.
Og det er det. Mere sker der ikke.
Måske handler hele historien blot om en mand, der i sin overbevisning om, at han står på tærsklen til den mest søgte skat i verden, har skabt så meget nysgerrighed overalt, at det område, hvor han er folkevalgt borgmester, har oplevet en midlertidig, men ganske ekstrem, økonomisk fremgang. Måske området ligefrem vil opleve en blivende opblussen som stedet, hvor Hitler måske skjulte Vinterpaladsets værelse af det pureste guld og det smukkeste rav.