57 km/t – ak, igen igen. Ja, jeg kørte for stærkt, og jeg skal nok betale.

Men hvorfor nu igen mig? Fordi jeg er så dum, at jeg fra gang til gang glemmer, at fælderne altid befinder sig på ganske ufarlige steder og fanger én på tider, hvor man stort set er alene i gadebilledet med udsigt til totalt fri bane for og bag, og man derfor kommer til at accellerere til den famøse 14 procent overskridelse, før man når at se på speedometeret.

Men når man i øvrigt opfatter sig selv som en hensynsfuld bilist med de bedste hensigter om at overholde alle fartgrænser, melder spørgsmålet sig alligevel: Hvor er kontrollen henne på de steder, hvor for høj fart virkelig udgør en risiko? Som ved vejarbejder og komplicerede indfletninger på motorveje, eller når en desperat bagvedkørende bilist næsten rører ens kofanger i forsøget på at presse én til at køre hurtigere, netop på en fartbegrænset strækning. Eller når en tilsvarende ophidset person overhaler udenom eller indenom for lige at kunne nå at køre over for rødt?

 Tilsyneladende slipper mange godt fra de utroligste overtrædelser. Er det, fordi de er snedige nok til at gætte, hvor kontrollen befinder sig, og er det snedighed, det drejer sig om, eller trafiksikkerhed?