Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, har tirsdag sikret sig opbakning til sin nye regering fra et flertal i parlamentets underhus.
368 stemte for regeringen, der indtil videre ikke har fremlagt mange konkrete politiske forslag. 105 stemte imod, mens mange andre blev væk i protest.
Onsdag er der tillidsafstemning i parlamentets andet kammer, senatet. Her ventes et noget mindre flertal at støtte Paolo Gentilonis regering.
Gentiloni, der er tidligere udenrigsminister, blev i sidste uge bedt om at danne regering, da hans forgænger og partifælle, Matteo Renzi, trådte tilbage.
Renzi gik af, efter at italienerne gik imod hans anbefaling ved en folkeafstemning om en forfatningsændring.
Ifølge Gentiloni vil han fortsætte sin forgængers politik, ligesom at han vil opfordre EU til at være mere "vækstorienteret".
Gentiloni præsenterede mandag aften Italiens nye regering. Den har blandt andet Angelino Alfano på posten som udenrigsminister.
Vigtigst for de italienske politikere bliver det at få styr på en krise i banken Banca Monte dei Paschi di Siena.
Det er verdens ældste bank og landets tredjestørste udlåner. Den kan meget vel få brug for et statsindgreb for at undgå et kollaps.
Samtidig skal der udarbejdes en ny valglov. Den nuværende valglov, der gælder for parlamentets underhus, risikerer at blive erklæret ugyldig af forfatningsdomstolen i januar.
Formelt kan den nye regering sidde frem til februar 2018, hvor der senest skal afholdes valg igen. Men det er sandsynligt, at valget allerede vil blive holdt næste år.
/ritzau/Reuters