Det første kommercielle fly fra Israel til De Forenede Arabiske Emirater (UAE) landede mandag i Abu Dhabi. Det betegnes som en historisk begivenhed i regionen.
Flyet fra det israelske luftfartsselskab El Al foretog flyvningen fra Israel til Abu Dhabi på tre timer.
Flyet havde fået tilladelse til at flyve gennem saudiarabisk luftrum, som ellers normalt er blokeret for israelsk lufttrafik. Det medbragte en israelsk og en amerikansk delegation.
De to delegationer skal i forlængelse af en indgået fredsaftale afslutte aftaler om nye åbne relationer mellem Israel og Golfstaten. Et dekret fra De Forenede Arabiske Emiraters præsident, Khalifa bin Zayed Al Nahayan, har ophævet en boykot af Israel.
Jared Kushner, som er præsident Donald Trumps svigersøn og særlig rådgiver i Det hvide Hus, er med i den amerikanske delegation. Han sagde ved ankomsten til Abu Dhabi, at USA vil opretholde Israels militære styrke samtidig med, at det støtter båndene til UAE - den arabiske verdens næststørste økonomi.
/ritzau/Reuters