En kinesisk isbryder på vej for at redde et videnskabeligt ekspeditionsskib ud for Antarktis er blevet stoppet af store mængder is, skriver australske medier.
- Isbryderen er sejlet ind i tung is, og det er ikke sikkert for besætningen at forsætte frem mod det russiske skib, siger den australske søfartsmyndighed, som koordinerer opgaven.
Isbryderen fra Kina var blot seks en halv sømil fra det russiske ekspeditionsskib Akademik Shokalskij, da det måtte opgive redningsaktionen.
Den australske søfartsmyndighed oplyser, at man lørdag lokal tid vil iværksætte andre forsøg på at nå frem.
Der er 74 personer om bord på det russiske skib, der torsdag blev fanget af isen omkring 100 sømil øst for den franske base Dumont D'Urville.
Tre skibe med kapacitet til isbrydning har sat kurs mod området, hvor Akademik Shokalskij er fanget.
Om bord på Akademik Shokalskij er videnskabsfolk og turister, der følger den antarktiske rute, som geologen og ekspeditionslederen Douglas Mawson sejlede i starten af det 20. århundrede.
Videnskabsfolkene på det russiske skib har udført de samme undersøgelser, som Mawsons gruppe udførte på Australiens Antarktiske Ekspedition fra 1911 til 1914.
Mawsons ekspedition var Australiens første store videnskabelige ekspedition til Antarktis.
/ritzau/AFP