Irer efterfølger Thomas Bjørn som Ryder Cup-kaptajn

Sport
Ryder Cup - European Tour announce captain for 2020 Ryder Cup (Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix)

I de seneste tre Ryder Cup-turneringer har Padraig Harrington været vicekaptajn, men nu får han hovedansvaret.

Padraig Harrington bliver Ryder Cup-kaptajn for Europas bedste golfspillere i 2020.

Dermed overtager ireren jobbet fra danske Thomas Bjørn, der førte Europa til en flot sejr over USA i Frankrig sidste år.

Bjørn var en del af et panel på fem medlemmer, der valgte Harrington som den næste europæiske kaptajn.

Ud over Bjørn sad blandt andre de tidligere Ryder Cup-kaptajner Darren Clarke og Paul McGinley i panelet.

Harrington har vundet Ryder Cup som spiller fire gange, og han har deltaget i turneringen seks gange.

Tre gange har 47-årige Harrington vundet en af de store majorturneringer i golfsporten.

Ryder Cup foregår i 2020 i USA.

/ritzau/