Irans præsident, Hassan Rouhani, fik sig en noget tvivlsom modtagelse, da han lørdag vendte hjem til Iran efter at have deltaget i FN's Generalforsamling i New York.
Her tog han de første spæde skridt til en dialog med USA om Irans atomprogram.
Men opblødningen falder ikke i lige god jord hjemme i Iran.
Ifølge flere internationale nyhedsbureauet kastede dusinvis af utilfredse iranere æg mod præsidenten, da han landende i lufthavnen i hovedstaden, Teheran, mens de råbte "Død over USA" og "Død over Israel".
Præsidenten stod i sin bil og vinkede gennem soltaget, da hans passerede folkemængden. Sikkerhedsvagter beskyttede præsidenten med en paraply mod genstande fra de utilfredse iranere.
Dog nød han opbakning fra 200 til 300 tilhængere, der med tilråb roste hans opblødning i forhold til landets atomprogram.
Rouhanis og Irans udenrigsministers besøg i New York har vakt opmærksomhed internationalt, da det har kickstartet en debat om Irans atomprogram.
Mest opsigtvækkende var det, da Rouhani fredag havde en telefonsamtale med den amerikanske præsident, Barack Obama.
Det er første gang siden den islamiske revolution i 1979, at der har været kontakt mellem de to lande på så højt niveau.
Samtalen kom dagen efter, at udenrigsministrene fra de to lande mødtes i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.
Her drøftede de Irans atomprogram sammen med kollegerne fra Tyskland og de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde i en tale i FN's Generalforsamling tirsdag, at han er klar til at følge et diplomatisk spor med Iran for at løse den diplomatiske krise.
Rouhani, der anses som moderat, blev valgt som præsident i juni i år. Han har tidligere udtalt, at han ønsker at lande en aftale om Irans atomprogram i løbet af tre til seks måneder.
Han har desuden hævdet, at mistanken om, at Teheran vil udvikle atomvåben, er grundløs og baseret på falske rapporter fra fjender af præstestyret i Iran.
/ritzau/AFP