De vestlige lande skal lægge endnu mere pres på Iran og skærpe sanktionerne mod landet for at tvinge regimet til at opgive sit kontroversielle atomprogram. Det siger den britiske forsvarsminister, Philip Hammond, i et interview søndag.
- Det vil blive endnu mere pinefuldt i gaderne, siger Hammond til The Observer med henvisning til de seneste dages mange optøjer i hovedstaden Teheran.
Han forudser, at urolighederne kan udvikle sig så voldsomt, at det bliver en trussel mod regeringens overlevelse, men understreger, at formålet med yderligere sanktioner udelukkende er få regimet til at stoppe atomprogrammet.
Tyskland, Frankrig og Storbritannien vil på et EU-ministermøde 15. oktober presse på for at skærpe sanktionerne. USA gør sig lignende overvejelser.
- Vi drøfter muligheden for en total handelsembargo samt for at lukke helt af for Irans adgang til udenlandske banker, siger Hammond.
- Vi kan helt klart gøre det meget mere pinefuldt (for Iran, red), fastslår han.
Opfordringen kommer på et tidspunkt, hvor de nuværende sanktioner for alvor er begyndt at kunne mærkes i dagligdagen.
Onsdag var der optøjer i hovedstaden Teheran på grund af udhulingen af landets valuta. På få dage mistede rialen omkring en tredjedel i værdi i forhold til andre valutaer. Den svækkede købekraft gør importerede varer endnu dyrere.
Desuden er prisen på fødevarer steget med 80 procent, og som følge af sanktionerne menes eksporten af olie at være halveret i år.
Onsdag kom det til blodige sammenstød i Teherans gader. Politiet anvendte tåregas for at genne demonstranter væk fra byens centrum, hvor uroen stod på i flere timer.
Demonstranterne beskyldte præsident Mahmoud Ahmadinejad for at være en forræder, og anklagede ham for at være skyld i rialens nærmest totale kollaps.
- Hvis nogen tror, at de kan presse Iran, tager de fejl, sagde Ahmadinejad tirsdag på sit første pressemøde, efter han var vendt hjem fra FN's årlige generalforsamling.
Lørdag blev Teherans store marked, Grand Bazaar, under tæt overvågning af politiet genåbnet efter urolighederne. Myndighederne forsøgte at genoplive handlen i boderne ved at diktere en fast vekselkurs.
Handlere i Teheran siger dog til nyhedsbureauet Reuters, at der stort set ikke udveksles valuta, fordi den officielle kurs anses for at være alt for høj.
/ritzau/