Det begynder med, at mobiltelefonen ringer midt om natten den 8. februar.
Sarah Mortensen griber hurtigt ud efter mobiltelefonen. Hendes daværende kæreste, Ralf, er soldat i Irak, og frygten for, at der skal ske ham noget, får hende til at sove let. Det er et udenlandsk nummer.
Sindssygt bange
I den anden ende af røret lyder en række aggressive råb på arabisk og enkelte på engelsk.
»Fuck you,« kan Sarah genkende. Stemmen er truende, og en bølge af panik skyller gennem Sarah.
»Hans stemme var meget aggressiv, og jeg blev sindssygt bange. Jeg kan huske, at jeg var helt sikker på, at der var sket ham noget,« fortæller Sarah. Hun lægger røret på og tager ikke telefonen, selvom den ringer mange gange i løbet af natten. Om morgenen ringer hun op til kasernen i Holstebro og forklarer, hvad der er sket.
De kan forklare, at der ikke er sket noget med Ralf. Men også Ralf Clemmesens far har modtaget trusler fra ukendte gerningsmænd. Efter opringningerne snurrer truslerne rundt i hovedet på Ralf nede i den danske lejr i Irak.
»Tænk nu, hvis der virkelig sker noget, mens jeg sidder hernede,« tænker han.
Han får også sværere ved at koncentrere sig fuldt ud om sit arbejde som panserværnsskytte i infanteridivisionen fra Det Jydske Dragonregiment.
Ny virkelighed
»Jeg kunne sgu ikke slås, når min familie blev truet. Min egen sikkerhed er jeg selv herre over, men det var helt uudholdeligt at tænke på, hvad der kunne ske med min familie,« fortæller han.
Efter Sarah havde meldt opringningerne til HOK, stoppede truslerne, og Ralf kunne langsomt begynde at fokusere på sit arbejde som soldat igen. Han er 23 år, og har tegnet kontakt med forsvaret, indtil han fylder 35 år. Han forventer at blive udsendt til Afghanistan om et par år. Men truslerne til familien er blevet en del af en virkelighed, som han nu må forholde sig til som soldat.
»Det gør mig rasende, at min familie skal straffes for det arbejde, jeg har valgt. Det er en smart strategi, fordi oprørerne ved, at vi ikke kan være kampklare, hvis vi går rundt og er bekymrede for vores familier. Men man må jo prøve at se fremad. Jeg vil i hvert fald sende færre sms’er og kun ringe fra sikre linjer, når jeg skal af sted igen.«