Årets første 10 måneder har budt på 165 anmeldelser om uautoriseret arbejde i el-, vvs- og kloakbranchen. Det viser en opgørelse, som Sikkerhedsstyrelsen har foretaget per 24. oktober, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
84 ud af de i alt 165 sager omhandler annoncering, mens resten af sagerne drejer sig om udført uautoriseret arbejde.
- De fleste sager er annonceringssager, hvor virksomheder annoncerer med lånte fjer. For eksempel kan virksomheder have navne eller slogans som "Vi klarer alt inden for el", hvor man indikerer, at man kan udføre autoriseret arbejde, forklarer vicekontorchef og presseansvarlig i Sikkerhedsstyrelsen Dorthe G. Rasmussen.
På grund af omlægning i procedure kan Sikkerhedsstyrelsens tal fra 2013 ikke sammenlignes med tallene fra 2012, men kigger man tilbage på antallet af sager i 2011 og 2010, kan man ane et fald. I 2010 og 2011 var der nemlig henholdsvis 306 og 329 sager. Dermed indikerer de foreløbige 2013-tal, at der i år er lidt færre sager.
Det fald, som tallene indikerer, er ifølge Simon Rasmussen, afdelingschef i Tekniq - Installatørernes Organisations tekniske afdeling ikke et udtryk for, at flere virksomheder overholder loven.
- Anmeldelserne udgør efter vores opfattelse kun en meget lille del af det uautoriserede arbejde, der bliver udført, og fordi det statistiske materiale ikke dækker det reelle omfang, kan tallene ikke vise, om der er tale om en faldende eller stigende tendens generelt, siger han og uddyber:
- Vi undersøgte i 2012, hvor ofte vores medlemmer kom ud for, at de skulle udbedre uautoriseret arbejde, og her svarede 65 procent, at de har udført den slags opgaver. Derudover bliver der fundet ulovlige elinstallationer i mere end 90 procent af alle boliger, og der er omkring 50.000 årlige vandskader. På den baggrund er det vores klare opfattelse, at antallet af anmeldelser kun viser toppen af isbjerget.