Indkøbscentre og stormagasiner åbner mandag: Her er reglerne

Corona
Fra mandag kan de mange butikker i indkøbscentrene landet over åbne. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/arkiv)

Indkøbscentre og stormagasiner kan læne sig op ad nye retningslinjer, når de fra mandag må åbne.

Indkøbscentre og stormagasiner, der kan åbne fra mandag den 11. maj, får nu et sæt nye retningslinjer i hånden, så smitte med coronavirus så vidt muligt undgås.

Blandt andet anbefales det at tilbyde selvbetjening i butikker.

Et særligt fokus skal også være på indretningen af centrene og magasinerne med afstand mellem kunder og aflukning af lege- og loungeområder.

Og så anbefaler myndighederne, at man undgår slagtilbud, fordi det kan skabe kødannelse.

Men på trods af, at der ikke bør reklameres for eksempelvis tre pakker leverpostej for 20 kroner, har indkøbscentrene og magasinerne grund til at glæde sig.

De er nemlig som en del af fase 2 af genåbningen af landet nogle af de første, der får lov at åbne dørene op efter coronakrisen.

Der er to separate sæt retningslinjer for henholdsvis indkøbscentre og stormagasiner. Det skyldes, at der er forskel.

Et stormagasin er en større butik, der er opdelt i flere afdelinger som for eksempel Illum eller Magasin du Nord i København.

Et indkøbscenter har et miljø med flere separate, enkeltstående butikker som eksempelvis Kolding Storcenter eller Fisketorvet i København.

Retningslinjerne er tæt på identiske: afstand mellem hver kunde, god hygiejne, selvbetjeningsløsninger og optimal indretning.

Her her et udpluk af retningslinjerne:

* Centre og magasiner skal sørge for, at der er mindst fire kvadratmeter per person og to meters afstand mellem kunder.

* Indretningen skal være sådan, at man undgår flaskehalse og sammenstimlen. Kø- og slagtilbud skal undgås.

* Er der mulighed for at lave selvbetjeningsløsninger, anbefales dette.

* Der skal sikres grundig rengøring og desinfektion af eksempelvis kasseapparater eller andre kontaktflader.

* Fællesarealer som legesteder og loungeområder skal holdes lukket for ophold.

* I det omfang, det er muligt, kan det overvejes at lave skilte med maksimalt antal kunder. Man kan også opsætte fysiske barrierer mellem kunder og personale.

* Alle medarbejdere skal overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer om god hygiejne.

* Det anbefales at instruere leverandører af varer i forebyggelse af smitte.

Læs mere om retningslinjerne for indkøbscentre og stormagasiner her

Kilder: Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Ritzau