Indiens rumagentur har fredag med held opsendt en raket, der skal bringe et ubemandet rumfartøj til Månen.
Missionen skal fuldbyrdes i næste måned med en landing ved Månens sydpol.
Det har ingen af de førende rumfartsnationer tidligere gjort, og krones det med held, vil det fremme Indiens status som en førende magt i Rummet.
Raketten blev opsendt fra rumbasen i den sydlige delstat Andhra Pradesh.
16 minutter senere frigjorde landingsfartøjet Chandrayaan-3 sig og blev sendt i kredsløb om Jorden.
Herfra skal det via et loop sendes på rejsen mod Månen og den planlagte landing.
Hvis missionen lykkes, så vil Indien slutte sig til de tre andre lande, som har været i stand til at lande på Månen. Det drejer sig om USA, det tidligere Sovjetunionen og Kina.
Men kun USA har landsat mennesker på Månen. Første gang i 1969.
Hvis det går efter planen vil Chandrayaan-3-fartøjet være det første til at lande på Månens sydpol. Det er bebudet til 23. august.
Det er et område, der har særlig interesse for rumorganisationer og private aktører i Rummet. Fordi der kan findes vand i form af is. En af de afgørende faktorer, hvis der i fremtiden skal etableres en rumstation på Månen.
Indien har tidligere forsøgt at lande på Månens sydpol. Det var den såkaldte Chandrayaan-2-mission i 2019. Det lykkedes at få rumfartøjet i kredsløb, men da det skulle lande på månen, blev det knust nær det sted, hvor Chandrayaan-3 vil forsøge at lande.
Chandrayaan betyder på sanskrit "månekøretøj". Der er tale om et to meter højt landingsfartøj, som indeholder en rover - et køretøj, som er designet til at bevæge sig ved Månens sydpol.
Det er konstrueret til at være funktionelt i to uger. Her skal det gennemføre en serie af eksperimenter.
Månemissionen "vil bære vores nations håb og drømme", skriver premierminister Narendra Modi, på Twitter.
/ritzau/Reuters