Der går fem minutter. Så er der problemer. En fotograf har trykket på sin knap indenfor, og fire mænd råber hidsige gloser på arabisk, mens de griber ud efter kameraet og maser sig tæt ind på fotografen. Manden i midten dukker sig for de verbale slag, mens han forsøger at mane til ro.

»Alle ud! Ud med journalister!« råber en af mændene, mens han fægter med armene.

Det er fredag eftermiddag. Vi befinder os i Grimhøj Moskeen i udkanten af Gellerup – kendt som mødested for ekstremistiske muslimer i Danmark. Det var her, Guantanamofangen Slimane Hadj kom for at høre koranens ord, inden han meldte sig som hellig kriger i Afghanistan. Det var her, Muhammedkrisen for alvor tog fart med hårde ord fra den tidligere imam Raed Hlayhel i 2006. Og det var her, de tre mistænkte for mordplanerne mod Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard mødte hinanden inden Politetis Efterretningstjeneste greb ind.

Nu, da Muhammedkrisens anden bølge skyller over Danmark, er det her, linjen for mange af landets muslimer bliver udstukket, når imam Abu Khaled taler til fredagsbønnen.

Små velsignelser

Men lige nu er fokus på fotografens kamera. De fire mænd har slået ring om ham og skælder stadig ud. Billederne skal slettes, og alle skal ud fra det hellige sted. Kompromiset bliver, at der ikke må tages billeder af dagens besøgende i Grimhøj. Kun imamen selv vil være med.

Der er ellers nok at tage billeder af. Langs væggene sidder drengebørnene med front mod prædikestolen og pjatter med hinanden. Længere tilbage i det aflange lokale sidder de ældre mænd og forrest er de stærkt troende, som har store fuldskæg, gevandter fra hjemlandet og et koncentreret blik i øjnene.

I alt er 150 mænd og børn samlet i lokalet. De stirrer på imamen på talestolen og afbryder kun hans dundertale af små sagte velsignelser, når Muhammed eller Allah bliver nævnt.

»Jeg fortalte, at man skal tilbede Muhammed, at man skal leve rigtigt, og man skal tage afstand fra vold,« forklarer imam Abu Khaled efter fredagsbønnen.

Han har sat sig i et tilstødende lokale med den samlede danske verdenspresse foran sig, og igennem 17-årige Muhammed forsøger han at forklare, hvor kede de er af den negative opmærksomhed i Grimhøj Moskeen.

»Der kommer flere hundrede muslimer her hver fredag, og jeg kender ikke alle. Men som moske er vi er åben for alle mennesker, også dem som måske går og planlægger et mord. Men hvorfra skulle jeg vide det? Jeg kan ikke læse folks tanker,« siger Abu Khaled, der tager stærk afstand fra de voldelige episoder, som rammer Danmarks gader i disse dage.

»Vi er alle vrede og kede af, at Muhammed-tegningerne blev trykt igen. Og vi har ret til at udtrykke os. Så en fredelig demonstration? Fint nok. Men at kaste sten er dybt uansvarligt,« siger han.

Også i København opfordrede den danske imam Abdul Wahid Pedersen ved fredagsbønnen på Nørrebro med rolig stemme de ungetil at skifte brosten ud med ord.

»Mit budskab ved fredagsbønnen var, at nu skal der ro på. De unge skal sætte ord på i stedet for at lave optøjer og ballade. Og jeg vil gerne hjælpe dem med at få budskabet ud, hvor det bliver hørt,« sagde han.

Forstår de unge

Tilbage i Århus er stemningen udenfor moskeen mat og en lille smule opgivende. For de fleste er de nye bølger af brande, gadekampe med politiet og skel mellem danskere og nydanskere et tilbageskridt.

»Vi har gjort meget for, at få nogle af de unge kriminelle herude til at ændre livsstil. Vi har haft dem her forbi og fået dem på ret køl. Men da aviserne trykte Muhammed-tegningerne igen, forsvandt de. Ud på gaden for at kaste sten efter politiet,« forklarer en ung mand, som hjælper til i moskeen.

Han var selv på gaden i 2006 da Muhammed-krisen rasede første gang. Siden er holdningerne blevet mere afslappede, men dog stadig skarpe.

»Jeg forstår godt de unge. Der findes ikke en muslimsk dreng i verden, som ikke kender Muhammed og for os alle er Muhammed-tegningerne en utrolig fornærmelse. Vi forstår godt, at det handler om ytringsfrihed, men det var unødvendigt at trykke tegningerne igen, når man ved, hvor meget de sårer os. I vidste jo godt, der ville blive ballade igen. Så hvorfor gøre det,« siger han, inden han forsvinder ud i kulden og væk fra den århusianske moské.