I går aftes kom meldingen om, at Jesper Petersen forlader den politiske ordførerpost i SF til fordel for en taburet hos Socialdemokraterne, og her til morgen har yderligere to politikere, Nanna Westerby og Emilie Turunen, fulgt trop.
Ifølge politisk kommentator på TV 2 Anders Langballe har de tre politikere valgt at gå samtidig, for at lave det højest mulige symbolske smæk med døren.
- De koordinerer tingene. De har ingen ambitioner om at hjælpe Annette Vilhelmsen, og derfor vil de gerne have et så stort brag som muligt, og derfor gør de det samtidig, siger han til Newspaq.
Og braget har virket, mener Langballes kollega.
- Det bidrager til indtrykket af, at partiet smuldrer, og Annette Vilhelmsen står i en rigtig svær situation. Hun er under pres for at redegøre for, hvad der sker i partiet, siger TV 2's politiske kommentator, Henrik Qvortrup, til tv2.dk.
Han mener ikke, det er utænkeligt, at flere SF'ere vil tage flugten.
- Der er hul på bylden nu, og det vil klart få andre til at overveje deres muligheder. Men hvem er så den næste, af dem, der er tilbage, kan man spørge? Astrid Krag kunne måske overveje at melde sig ud også, men jeg tror ikke, det sker, mens SF stadig er i regering, siger Qvortrup.
Vilhelmsens problem er ifølge Qvortrup, at hun på den ene side har skuffet de partimedlemmer, der har ønsket en mere rød politik, mens hun samtidig ikke har formået at imødekomme de medlemmer, som støtter en mere midtersøgende linje.