Danske Banks hvidvasksag kan i værste fald true den danske stats kreditvurdering, skriver Bloomberg News, med henvisning til en rapport fra kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's, S & P.
Det skriver Ritzau Finans.
Ratinginstituttet skrev i en note fredag den 14. september, at selve omfanget af skandalen kan bringe statens topklasse kreditvurdering "AAA" i fare.
På spørgsmål fra Bloomberg fastholder Standard & Poor's, at det fortsat er tilfældet, efter at Danske Bank har offentliggjort sin interne undersøgelse af hvidvasksagen i Estland.
Advarslen har ifølge Bloomberg skabt bekymring blandt danske politikere, og et flertal af Folketinget enedes i sidste uge om blandt andet en ottedobling af bøderne for hvidvask for de største banker.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) siger til Bloomberg, at S&P's vurdering tydeliggør, at regeringen har måttet handle.
Morten Bødskov (S), der er formand for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, sammenligner over for Bloomberg skandalen med finanskrisen i 2008 og siger, at nu som dengang er det et spørgsmål om at forsvare kreditvurderingen "AAA".
I noten den 14. september bekræftede S&P Danmarks vurdering som "AAA" på lang sigt og "A- 1+" for den kortsigtede vurdering. Kreditvurderingen havde desuden "stabile udsigter".
S&P pegede dog på forhold, som kunne sætte vurderingen under pres eller medføre, at den blev sænket, og et af de forhold var Danske Banks hvidvasksag, som potentielt kan skade omdømmet for den danske banksektor.
- Vurderingerne kunne også komme under pres, hvis stabiliteten i den finansielle sektor blev sat på spil af forringet aktivkvalitet i den meget forgældede private sektor, eller hvis ekstern finansiering kommer under pres på grund af skade for omdømmet fra undersøgelsen af Danske Banks formodede hvidvaskningsaktiviteter i sin estiske filial, hed det i notatet.
/ritzau/