Hvis Rusland fortsætter med at skære ned i leverancen af gas til Hviderusland, så går det ud over den gas, som løber gennem Hviderusland til Europa.
Det siger den hviderussiske præsident, Alexander Lukashenko, i dag og kalder ligefrem striden for en mulig "gaskrig".
Hviderusserne vil først sikre gassen til Europa, når Rusland betaler et transit-gebyr på 1,3 milliarder kroner, skriver BBC.
Lukashenko mener ikke, at Hviderusland skylder det russiske gasselskab Gazprom penge.
Beslutningen om at lukke for gassen til Europa er taget, efter Rusland har skåret 30 procent i leverancerne af gas til Hviderusland. Det skridt tog russerne, fordi Hviderusland ikke har betalt en gæld på 1,2 milliarder kroner.
En lignende strid opstod sidste år med Ukraine. Problemet dengang var bare, at striden udspillede sig midt om vinteren.