Den seneste tids dårlige meningsmålinger til Venstre, De Konservative og regeringens faste støtteparti Dansk Folkeparti åbner sammenholdt med sidste uges åbne strid mellem K og DF for nye ny scenarier for samarbejdsmuligheder og nye regerings-konstellationer i dansk politik. Nyhedsavisen har set på, hvilke realistiske ? og mindre realistiske ? muligheder, der er.
VK-regering støttet af DF
Venstre og De Konservative har siden 2001 dannet regering sammen. Især på uddannelsespolitikken, retspolitikken og udenrigspolitikken, og ikke mindst deltagelsen i Irak-krigen, er der fælles fodslag ? også med støttepartiet DF. En af regeringens helt store vælgersucceser er skattestoppet. Ikke desto mindre er der dog især siden i sommer opstået uenighed om den fremtidige skattelinje. K har sat hele partiets troværdighed ind på, at der kommer skattelettelser inden næste folketingsvalg, mens V holder på, at der ikke er »økonomisk råderum« til skattelettelser.
DF har på sin side definitivt sagt, at partiet ikke vil være med til skattelettelser, før der er givet flere penge til velfærd. Også på udlændingepolitikken er der det seneste år slået skår i samarbejdet. Mens Venstre og DF står sammen om at holde fast i en stram udlændingepolitik, har flere, både i det konservative bagland og i den konservative folketingsgruppe fået det sværere og sværere med de »umenneskelige« konsekvenser af den udlændingepolitik, partiet ellers selv har været med til at lægge grundstenene til. Fem års vælgeropbakning og succesrigt samarbejde mellem VK-regeringen og DF taler dog stadig for, at der er gode muligheder for at se den samme konstellation igen. En ny VK-regering med DF som fast støtteparti kræver imidlertid, at K og DF stopper mudderkastningen mod hinanden og begynder at fokusere på, hvor de er enige i stedet for at fokusere på uenighederne.
VKR-regering
En genoplivning af den gamle VKR-regering, der sad i tre år fra 1968 til 1971, er en forholdvist urealistisk mulighed. På områder som miljø, arbejdsmarked, Europapolitik, erhverv og kultur vil de tre partier nok godt kunne nå hinanden. Men med mindre V og K er parate til at imødekomme De Radikales krav om en ophævelse af skattestoppet, en mere lempelig udlændingepolitik, og at VK vil gå med til at ændre markant på uddannelsespolitikken, som De Radikale vil have flyttet ud i kommunerne igen, skal de ikke regne med at se Radikale i regering.
Det karambolerer dog for det første med, at den nuværende VK-regerings kontrakt-politik gør det umuligt for Anders Fogh Rasmussen at imødekomme De Radikale på de områder: Skattestoppet bliver der ikke rørt på, ligesom udlændingepolitikken står ved magt. Så selvom der også hos De Konservative er flere og flere ? heriblandt miljøminister Connie Hedegaard (K) og Naser Khader (R) ? der håber på denne regeringskonstellation, er den i en nær fremtid ikke særlig sandsynlig.
SKR-regering
Kan Socialdemokraterne, De Radikale og De Konservative danne regering? Det ville være noget nær et drømme-scenarium for den radikale leder Marianne Jelved, hvis parti for eksempel har meget tilfælles med Socialdemokraterne på blandt andet udenrigspolitik, fødevarepolitik og sundhedspolitik. Mens R og K har god mulighed for fælles fodslag på miljø, erhverv og kultur, ligesom begge går ind for at lette skatten på arbejde. Til gengæld ligger K og S noget nær så langt, de kan fra hinanden eksempelvis på skatteområdet, hvor K?s mærkesag er lavere skat, og S har sat æren ind på at skabe mere velfærd, før partiet kunne drømme om at sætte skatten ned. Realpolitisk er det nok et af de scenarier, der ligger længst fra virkeligheden.
SR-regering
For Socialdemokraterne er målet fortsat en ny SR-regering som under Nyrup i 1990?erne. Det har De Radikale imidlertid afvist, med mindre Socialdemokraterne vil flytte sin politik hen imod De Radikales på væsentlige punkter. På den økonomiske politik er der nogle alvorlige knaster, og spørgsmålet for De Radikale må stille sig selv er, hvor meget partiet er villig til at gå på kompromis med den økonomiske troværdighed.
De Radikale har det svært med den måde, Socialdemokraterne vil finansiere mere velfærd til borgerne, ikke mindst S-planen om langsommere afbetaling af statsgælden. Også når det angår folkeskoleområdet, er de to partier rykket længere fra hinanden. Mens S er med i uddannelsesforliget, kalder De Radikale udviklingen for en centralisering og devaluering af folkeskolen. Også Socialdemokraternes tilslutning til VK-regeringens skattestop skiller de to partier ad.
Udenrigspolitisk er der mere fælles fodslag, men det er ikke nok til at danne regering på baggrund af. Men selvom der her og nu er mere, der skiller end samler, er en SR regeringen det mest sandsynlige bud på et alternativ til den nuværende VK-regering, hvis der er opbakning efter et valg.
S-SF-regering
Man skal helt tilbage til efter valget i 1966 for se et flertal mellem S og SF. Her indgik den socialdemokratiske mindretalsregering med daværende statsminister Jens Otte Krag (S) i spidsen et tæt samarbejde med SF, som siden har fået tilnavnet »Det Røde Kabinet«.
Siden har det været noget nær et skrækscenarium at danne regering med SF for de fleste socialdemokrater. Men siden dengang er SF sprunget ud som EU-tilhængere, og partiet har ændret holdning i forsvarspolitikken. Derudover har SF-formand Villy Søvndal for nyligt udpeget Helle Thorning-Schmidt (S) som SF?s foretrukne statsministerkandidat. Det har åbnet for nye og tættere bånd mellem de to partier. Der er dog fortsat væsentlige politiske uenigheder på skattestop, efterløn, uddannelse, 24-års-reglen og tilknytningskravet i udlændingepolitikken. Her har Socialdemokraterne i modsætning til SF lagt sig tæt op ad regeringen.
Til gengæld er partierne enige om miljø- og energipolitik, udenrigspolitik og integration. Derfor og af den simple årsag, at de to partier ikke vil kunne danne flertal alene og med stor sandsynlighed ikke kan hente støtte fra De Radikale, vil et S-SF-regeringssamarbejde ikke have megen gang på jorden.