Charlotte Pofflers ryg er ødelagt af gigt, og hun kæmpede hele efteråret mod at skulle sendes i arbejdsprøvning med en seng. Hun er glad for, at der i 2015 blev fokus på de syges vilkår, men synes det virker håbløst at råbe politikerne op.
"Ganske forfærdeligt".
Sådan siger Charlotte Poffler om året 2015.
Hun var et af ansigterne bag ”sengepraktik”, der blev et nyt ord i 2015. Charlotte Poffler har svær gigt i ryggen og er sendt i ressourceforløb, hvor forskellige behandlingsmuligheder skal afprøves, og hun skal i arbejdsprøvning igen.
- Det har været forfærdeligt på grund af smerterne. Men mest på grund af uvisheden. Ressourceforløbet føles som at være fængslet på ubestemt tid. Jeg er frataget muligheden for at passe på mig selv. Det er det værste, siger Charlotte Poffler.
Charlotte Poffler og satte sig selv og Assens Kommune på landkortet, da hun i sommer begyndte at skrive til beskæftigelsesministeren, politikere og medier for at afværge, at hun sendes ud i arbejdsprøvning med en seng.
- Sengepraktik er så ydmygende. At skulle ligge der på en arbejdsplads med sine smerter, når man har arbejdet få minutter. Folk er for syge, hvis de skal have sengen med på job. Jeg ville sådan ønske, at politikerne kunne forstå, hvordan det føles, siger Charlotte Poffler.
"Vi fik det ikke ændret"
Hun har svær gigt i ryggen, og da hun blev arbejdsprøvet for to år siden, kunne hun arbejde to gange en halv time i lavt tempo med pauser. Effektiv arbejdstid i alt 18 minutter om ugen.
Alligevel fik hun fået afslag på førtidspension. Assens Kommune insisterer på, at hun skal arbejdsprøves igen, fordi det ikke kan udelukkes, at "i et vist omfang kan opnå selvforsørgelse via indtægtsgivende arbejde.”
Det tror hverken Charlotte Poffler selv eller lægerne, som tilbage i 2011 erklærende, at hun ikke bliver bedre. Hun må leve med de mange smerter.
I Facebook-gruppen 'Alle os i ressourceforløb' har hun og cirka 50 andre i samme situation forsøgt at råbe politikerne op om vilkårerne for de kronisk syge, der får nej til førtidspension, og sendes ud i en ene arbejdsprøvning efter den anden. Efterhånden også med seng.
- På en måde var vores arbejde jo spild, for vi fik det ikke ændret. Jeg tror ressourceforløb kan være godt til ny-syge. Jeg ville selv gerne have haft det for seks år siden. Men for mig og mange andre, der er opgivet af lægerne og har været syge længe, nytter det ikke, siger hun.
Bliver mere syg af pres
Hun er glad for, at de 50 medlemmer i Facebookgruppen dagligt hjælper hinanden med at holde sygdommen ud og holde modet oppe i et system, de ofte oplever modarbejder dem, og gør sygdommen værre.
- Hvis bare andre kunne forstå, at politikernes regler og love gør os mere syge. I de perioder, hvor jeg bliver presset i behandlinger eller andre ting, så stiger mine smerter i forhold til, når jeg får ro til at passe på mig selv.
Ifølge reglerne skal planen for ressourceforløbet laves i et samarbejde mellem kommunen og den syge. Men for Charlotte Poffler og andre har det ikke været oplevelsen.
- Der er ting, som jeg skal gøre, som jeg har prøvet før, kiropraktor eller arbejdsprøvning. Når man ved, at det kommer til at give en mange smerter og ikke hjælper, så er lysten ikke så stor. Ressourceforløbet betyder, at andre mennesker bestemmer, hvad jeg skal kunne tåle. Hvis jeg ikke følger planen, kan de stoppe forløbet og pengene, siger hun.
Det er hendes fødselsdag 1. januar, og hun bliver 49. Men Charlotte Poffler går 2016 i møde med lige så meget uvished som sidste år.
Vandt sin kamp mod job med seng
Hendes ressourceforløb skulle stoppe 1. december. Derefter skulle hendes sag tages op igen. Men hun blev ikke indkaldt til noget møde.
I stedet fik hendes private socialrådgiver et brev om, at kommunen har såkaldt ”administrativt forlænget” Charlotte Pofflers ressourceforløb til ”primo 2016”.
- Jeg havde talt ned, måned for måned til 1. december. Nu er der ikke engang en dato på længere, siger Charlotte Poffler.
Charlottes Poffler vandt sin kamp i 2015 på den måde, at hun godt nok skal arbejdsprøves igen. Men uden seng.
Hun har fået lov at gå hjem, når hun ikke kan holde til mere. Så i starten af det nye år, skal hun ud på en arbejdsplads to gange en halv time om ugen. Hvor ved hun ikke.
- Jeg tror ikke selv, jeg kan holde til en halv time. Men i det mindste blev det uden sengen, siger hun.