Man kan aldrig vide, hvad morgendagen bringer. Nogenlunde sådan må Allan Pedersen tænke, når han går rundt på sit private museum lige uden for Slagelse og reflekterer over de seneste uger.
Panzermuseum East, som hans museum med krigsmateriel fra den tidligere Warszawa-pagt hedder, har nemlig fået en meget usædvanlig henvendelse fra et firma i Tjekkiet, skriver Sjællandske Nyheder.
Firmaet er interesseret i en af hans ældre kamphelikoptere. Firmaet kan muligvis genudstyre den og vække den til kamp, selv om den har stået på en gårdsplads i Slagelse i mere end 30 år.
Kamphelikopteren, der er produceret i det hedengangne Sovjetunionen, er lovmæssigt demilitariseret, og kan således være på vej i krig ved fronten i Ukraine.
Forrige weekend sendte den tjekkiske virksomhed derfor fire ingeniører til Slagelse, hvor de tilbragte to dage. De fire ingeniører undersøgte Allan Pedersens kamphelikopter efter alle kunstens regler.
- Det sender et signal om interesse, når der dukker fire ingeniører op i Slagelse med overnatning og det hele, siger Allan Pedersen, der også har både tanks og fly og meget andet på sit museum.
I kampklar stand er sådan en helikopter nok 90 til 100 millioner værd, tilføjer han.
Ifølge Sjællandske Nyheders kilder er det ikke et hverdagssyn, at private firmaer på den måde forsøger at samle krigsmateriel ind i Danmark med henblik på brug i en rigtig konflikt.
- Det er en fuldt lovlig privat sag, og derfor er det ikke en sag, som vi er i en position til at kommentere på, fortæller Camilla Adams, der er pressevagt hos Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, i den forbindelse til Sjællandske Nyheder.