Den tyske traditionsklub Hamburger SV har fundet træneren, som skal forsøge at sikre oprykning til Bundesligaen fra Tysklands næstbedste række.
54-årige Dieter Hecking er blevet udstyret med cheftrænerposten, skriver fodboldklubben på sin hjemmeside.
Hecking har de seneste sæsoner stået i spidsen for Borussia Mönchengladbach i Tysklands bedste fodboldrække, men for små to måneder siden meldte klubben ud, at Hecking ikke ville få forlænget kontrakten.
Den erfarne tysker har tidligere stået i spidsen for Nürnberg og Hannover 96, og han kommer på en meget simpel mission i HSV.
HSV skal tilbage i Bundesligaen, som klubben måtte forlade for første gang nogensinde for et år siden.
I denne sæson var træneren Hannes Wolf sat på opgaven, men oprykningen mislykkedes, og han må derfor vige pladsen for Hecking.
Den tidligere Brøndby-træner Alexander Zorniger var blevet nævnt som en kandidat til jobbet i HSV, men han står altså fortsat uden klub.
HSV har seks tyske mesterskaber i pokalskabet - det seneste hentet i 1983, hvor holdet også vandt Europa Cuppen for mesterhold.
I 1987 hentede klubben den seneste af tre tyske pokaltriumfer.
/ritzau/