Bert van Marwijk er mandag aften blevet præsenteret som ny cheftræner i Hamburger SV.
Bundesliga-klubben, der for nylig fyrede træner Thorsten Fink, ligger nummer 16 ud af 18 hold i den bedste tyske fodboldrække.
Bert van Marwijk har fået en kontrakt frem til sommeren 2015, oplyser HSV på klubbens hjemmeside.
Det er ikke første gang, han er træner i Bundesligaen. Fra 2004 til 2006 var hollænderen hos Borussia Dortmund.
Bert van Marwijk var senest træner for Hollands landshold, som han forlod efter EM-fiaskoen sidste år. Her tabte Holland alle tre gruppekampe mod Danmark, Tyskland og Portugal.
/ritzau/