En motorcyklist kæmper søndag eftermiddag for sit liv, efter at han stødte sammen med en bil på Skivevej mellem Skive og Viborg.
Det skriver Ekstra Bladet.
- En motorcyklist er kommet alvorligt til skade, efter at han og en personbil er stødt sammen. Motorcyklisten har det meget skidt, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til avisen.
Vagtchefen har midt på eftermiddagen søndag ikke yderligere kommentarer til offerets tilstand eller alder.
TV MidtVest skriver, at bilen uheldigvis kom over i den forkerte vognbane.
Vidner har forklaret politiet, at bilisten tilsyneladende var uopmærksom, fordi vedkommende havde en syg hund med i bilen.
Vejdirektoratet skriver på Twitter, at Rute 26 Skivevej er spærret på grund af uheldet. Vejen forventes tidligst at blive åbnet klokken 15.