Torsdag skal politikerne i Aarhus Byråd tage stilling til et forbud mod kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.
Hos Hovedstaden Svømmeklub har man i tre år kørt et projekt med kønsopdelt svømning i en svømmehal i Tingbjerg.
Ifølge formanden for svømmeklubben, Allan Nyhus, er projektet indtil videre en succes, fordi det bidrager til integration af nogle af deltagerne på holdene.
- Det er et bidrag på den måde, at vi dels uddanner nogle af de her børn til hjælpetrænere. Det betyder, at de får et uddannelsesforløb, de får en ansættelseskontrakt, de skal ned og hente et frikort på kommunen.
- De kommer efterfølgende med til trænermøder, og nogle af dem bliver trænere på helt almindelige, blandede svømmehold. Lidt karikeret er alternativet, at de sidder derhjemme, siger Allan Nyhus.
Han peger også på det, han kalder "den indirekte integration" i forbindelse med projektet.
- Både piger og drenge kommer ud og ser vores trænere stå på kanten, og de bliver samlet i nogle fællesskaber, der ikke kun er muslimske fællesskaber. Det er også polske, rumænske og danske børn.
- De møder vores danske trænere, og for pigerne kan jeg sige, at trænerne står med udslået hår, taler dansk og stiller nogle krav.
Svømmeprojektet kom i medierne i foråret 2016, hvor flere politikere krævede projektet lukket. Dengang forsvarede Allan Nyhus projektet.
Hans råd til Gellerupbadet er, at de spørger Aarhus Kommune, hvad den har af alternativer til den kønsopdelte svømning.
- De skal spørge, hvordan vil I ellers få et sted mellem 50 og 100 kvinder aktiveret lørdag eftermiddag i tidsrummet mellem klokken 15 og 18 eksempelvis, siger Allan Nyhus.
- Jeg vil opfordre kvinderne til at spørge kommunen: Hvad er det så, vi skal?
/ritzau/