Har du hovedpine, eller er dine øjne og slimhinder irriterede, når du er på arbejde? Så er du ikke alene. Hvert tredje (36 procent) medlem af fagforbundet FOA synes, at deres indeklima er dårligt eller meget dårligt. Af dem oplever otte ud af ti, at det har fysiske konsekvenser.
Det viser en undersøgelse blandt medlemmerne af FOA, som blandt andet organiserer social- og sundhedshjælpere, køkkenpersonale, portører og pædagogiske assistenter.
Ifølge Geo Clausen, professor i indeklima ved DTU BYG, er hovedpine, koncentrationsbesvær og tørre slimhinder typiske tegn på et dårligt indeklima.
“I nogle tilfælde kan det være svært at finde ud af, hvad problemet er, men som regel kan målinger vise, om temperaturen er for høj, eller ventilationen er for dårlig, så der er for meget CO2 i lokalet,” siger han til Fagbladet FOA.
Ud over at påvirke medarbejdernes trivsel er et dårligt indeklima dyrt, fordi det kan gå ud over arbejdsevnen. Den påvirkes, når luftens kvalitet er for dårlig på grund af eksempelvis forureningskilder fra gulve eller møbler.
“Justering af temperaturen er et godt sted at starte, fordi det spiller en stor rolle for medarbejdernes arbejdsevne. Anbefalingerne er på 22 til 26 grader om sommeren og lidt lavere om vinteren,” siger Geo Clausen.
Ifølge forbundssekretær i FOA Jens Nielsen bør arbejdsgiverne tage problemet alvorligt.
“Der er lovgivning, som fastslår, at det både skal være sundt og sikkert at gå på arbejde, og Arbejdstilsynet har regler og vejledning, som skal følges,” siger Jens Nielsen.
Fagbladet FOA