Sejren over Horsens påskedag har givet spillerne i superligaklubben OB et tiltrængt skud selvtillid efter en træg forårsstart, og nu håber fynboerne at kunne hente point i Parken mod topholdet FC København søndag aften.
- Jeg tror, vi kan vinde 2-1. Det er ganske vist en svær modstander med en god hjemmebanestatistik, men jeg har en god fornemmelse af, at vi kan ændre på det, siger midtbanespilleren Jacob Schoop til klubbens hjemmeside.
- Vi har fået rettet op på nogle ting i vores spil, så vi nu står kompakt og er gode i kontraspillet, og det kan vi drage nytte af, lyder det fra Schoop.
Også træner Troels Bech tror på et godt resultat, men understreger, at det kræver, at den koncentrerede indsats mod Horsens bliver gentaget og om muligt forbedret.
- Det, vi gerne vil videreføre er, at vi har forsvaret fornuftigt og undgået de meget store personlige fejl, som har kostet os point i starten af forårssæsonen.
- Vi kan jo se, hvilken forskel det gør, når vi ikke bidrager til løjerne på den måde, men vores spil lider stadig under årstidens baner og det faktum, at nå man mangler sejrene hele tiden selv skal opfinde noget energi for at få den bedste præstation frem, siger Bech.
Han vil på forhånd være tilfreds med uafgjort mod københavnerne, der åbnede foråret med at besejre OB med 3-2 i Odense.
- Alt andet lige vil point i Parken være godt og jeg kan ikke huske, hvornår jeg er gået til en kamp med en accept af at spille uafgjort, så jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi går efter sejren, siger Troels Bech.
Kampen spilles søndag aften klokken 19.
/ritzau/